Hvad betyder bandeordet mfs

Amager Bio var klar til 90'er-stemning tirsdag aften, da både Life of Agony og Biohazard forblev loyale over for deres respektive gyldne perioder!

Så sent som i torsdags blev det offentliggjort, at aftenens koncert var blevet flyttet fra Refshales nye, store koncertsal Poolen til den gode gamle Amager Bio. Denne ændring understregede på en eller anden måde, at billetsalget nok ikke helt var gået som håbet - og det har sikkert heller ikke hjulpet, at det var en tirsdag aften, hvor transportmulighederne fra Refshaleøen ikke ligefrem er imponerende. 
Men sådan skulle det altså ikke være - og i stedet er Bioen fyldt til bristepunktet denne tirsdag i to New York-legenders nærvær. Ja, og så LYLVC inden da, men jeg nåede ikke mere end de sidste 10 minutter af dem, hvor en keyboardspiller sparker og smider rundt med sit keyboard i plastik for at se mere edgy ud, mens musikken lyder som en mislykket 2025-version af Evanescence. "Bliv hængende til Life of Agony og Biohazard" - ja ja, som om det var jer, folk var kommet for at se, vel?

Ventemusikken efterlader ingen tvivl om, hvilken aften vi har i vente. Korns 'Blind' og House of Pains 'Jump Around' bliver spillet højt og sender os tilbage til en tid, hvor tilværelsen var en del mere simpel. Et årti, hvor genrer for alvor begyndte at smelte sammen i hybrider, og hvor bl.a. hardcorens attitude, doomens tyngde, punkens energi og groove metallens blomstring var med til at definere aftenens første hovednavn. 
Life of Agony har været flittige gæster i Danmark, og de efterlader bestemt heller ikke nogen tvivl om, at de ved, hvad publikum vil høre. Jeg ser dem selv for fjerde gang, og jeg har endnu aldrig set en LoA-koncert, hvor 'River Runs Red' ikke har udgjort mindst 75 % af sætlisten - og (spoiler alert!) det er ikke anderledes i aften!

Fra starten med titelnummeret direkte og hårdt, efterfulgt af den fremragende 'This Time', og så kan vi ellers nyde 90'er-nostalgi fra New Yorks slumkvarterer. Desværre med en Keith Caputo, der har lige lovlig meget travlt med at vride sig rundt med mikrofonstativet og sende det ud til publikum igen og igen, måske for at skjule, at stemmen ikke er helt, hvad den har været? Caputo vil tydeligvis hellere involvere os. Få os til at synge med - vi kender jo alligevel alle sangene. Løbe rundt på scenen og vise, at det her er en livekoncert, og ikke bare som at sidde derhjemme foran YouTube. Som han siger i en af sine tre lange taler undervejs: 
"I need some fucking energy! This is a fucking concert, have a good time, man! You're not woke, are you?"
Hvis man ved bare lidt om Keiths politiske ytringer på de sociale medier, så virker hans gentagne snak i løbet af aftenen om hellere at være awakened end woke på en ret træls baggrund - og det kan man så mene om, hvad man vil.

Men det er trods alt musikken, vi er her for, og her fejler bandet som sådan ikke. Bassist Alan Robert med den karakteristiske sorte hat er som altid cool, mens han både holder bassen slæbende tung og upbeat på groovet. Veronica Bellino giver også masser af power til bandet bag trommerne og kan især mærkes i 'My Eyes', hvor både dobbeltpedaler og mange taktskift viser hendes styrker. Og så selvfølgelig den altid stilsikre Joey Z på guitaren, der i øjeblikket har en habil devilock, apropos den Misfits-trøje, Roberts har på i aften. Sammen er de stærke og scorer især point i fede udgaver af 'Bad Seed' og 'I Regret' samt de afsluttende 'Through and Through' og 'Underground', hvor Caputo tilsyneladende har sparet på luften til det sidste.

Alt i alt en god koncert, hvis man bare vil høre det, man kender - men Caputo har bestemt haft bedre aftener og var klart aftenens svage punkt. At bruge i alt ti minutter af en koncert på at brokke sig over, at vi ikke er nok med, virker unødvendigt selvforstærkende og ender med i højere grad at udstille ham selv end os. At de desuden har udgivet tre albums siden 1997, men ikke rører en eneste af dem, viser også en fuldstændig mangel på tiltro til, at de kan komme videre fra fortidens flotte præstation(-er). I aften ser det i hvert fald endnu en gang ud til, at heller ikke de selv er overbeviste om, at der er meget efter 1993, der har overlevet tidens prøve...

Ikke at Biohazard principielt er meget bedre, hvad det angår. Bortset fra den helt nye 'Forsaken' får vi intet at høre efter hovedværket 'State of the World Address' fra 1994. Sammen har hele kernebesætningen á Billy Graziadei (guitar, sang), Evan Seinfeld (bas, sang), Bobby Hambel (guitar) og Danny Schuler (trommer) også kun udgivet ét album siden dengang, den jævnt uinspirerede 'Reborn in Defiance' fra 2012, men hold da op, hvor er Biohazard bare i en anden liga. Graziadei er blevet godt bygget, ligesom Seinfeld, men han mestrer stadig de løbende gadedrengehop, og han skriger stadig som en drøm, som fx i 'What Makes Us Tick' tidligt i sættet. Har hans stemme overhovedet ændret sig de sidste 30 år?!? Samspillet mellem ham og Seinfelds mere råbende stil er stadig lige så stærk som dengang, ligesom Hambels energiske dansen rundt om sig selv, mens Schuler er tilbagetrukket bag trommerne, men hold da fast, hvor er han bare tight - og en virkelig vigtig årsag til, at det hele svinger så godt, som det gør i aften! En vild force for bandet - men med det sagt, så er der stadig ingen svage punkter i kæden her.

Det var der heller ikke på Copenhell sidste sommer, men denne gang i en proppet Amager Bio til kogepunktet, der igen og igen lader sig rive med i circlepits og walls of death, uden bandet behøver at gøre det store - tag den, Caputo! Alt spiller fra start til slut, men især Tick og så den rene Schuler-showcase af en banger 'Wrong Side of the Tracks' får pulsen op i salen tidligt i sættet for aldrig at falde, før 'Hold My Own' runder sættet af en time senere.
Det skulle da lige være i slutningen af 'Punishment' lige før, hvor bandet prompte stopper med at spille, da en fyr er på vej til at stagedive og bliver trukket ud af spillestedet af sikkerhedspersonalet. En beslutning, Biohazard under ingen omstændigheder vil acceptere, og de tvinger personalet til at få ham ind på scenen, hvor han så kan stå i siden og se resten af koncerten, fra de går direkte i gang samme sted, som de slap, det sidste halve minut, de manglede af 'Punishment'. Respekt! God stil, perfekt udført af et band, der stadig har integriteten i behold - og den ene forsmag fra den kommende plade viste sig også lovende og tro mod Biohazard-lyden fra storhedstiden.

Er Biohazard en one-trick pony?
Lidt, ja - men jeg er faktisk ligeglad, fordi det her var så overbevisende, at jeg for en stund glemte alt om morgendagens 10.000 møder, test-setups og presserende deadlines. En times badass-banger på banger, en fortsættelse af co-headlinerens 90'er-fest, ja, men en langt mere troværdig og gennemført en af slagsen. Nu glæder jeg mig faktisk til at høre, hvad det kommende Biohazard-album kan - og er det bare halvt så overbevisende, som det vi oplevede her i aften, så er det hele ventetiden værd!

Life of Agony: 3
Biohazard: 5