Yderst giftig padde ankommer til Danmark

Biologi

Dyb nede i hjertet af den sydamerikanske regnskov kan man være lykkelig for at observere den blot fem centimeter store gule pilgiftfrø. På trods af sin beskedne størrelse, anses den gule pilgiftfrø for at være verdens mest dødbringende skabning. I dens epidermale lag produceres en yderst potent neurotoksin, der blokerer for neurotransmissionen, hvilket i sidste ende medfører hjertestop inden for en meget kort tidsramme. Der eksisterer adskillige variationer af pilgiftfrøer, men den gule art er omkring nitten gange mere potent end de øvrige sorter. Det estimeres, at en enkelt gul pilgiftfrø indeholder tilstrækkelig toksin til at eliminere ti tusind mus eller mindst ti mennesker. 

Grundet sin ekstreme toksicitet har den gule pilgiftfrø praktisk talt ingen naturlige antagonist. Aktuelt er der kun identificeret én, nemlig en mindre reptil med det videnskabelige navn Leimadophis epinephelus. Denne specifikke art er den eneste kendte organisme, som besidder immunitet over for pilgiftfrøens gift, og som følgelig er kapabel til at indtage den.

Hvordan den gule pilgiftfrø formår at generere en så overvældende potent gift, er fortsat genstand for intens videnskabelig debat. Nylige undersøgelser peger på, at løsningen muligvis ligger i en lille insekt inden for Melyridae familien. Den gule pilgiftfrø konsumerer denne bille med stor appetit, og der er betydelige indikationer på, at den anvender specifikke komponenter fra denne bille til fremstillingen af sin toksin. Pilgiftfrøer, der opfostres under kontrollerede forhold og undlades deres primære diæt, mister ofte deres toksiske egenskaber, hvilket yderligere understøtter den førnævnte hypotese.

Udover at være giftig, er en fremtrædende karakteristika ved pilgiftfrøer generelt deres iøjnefaldende, distinkte farver. Den gule pilgiftfrø fremviser, som navnet indikerer, en fuldstændig gul pigmentering, men der findes ligeledes sorter af pilgiftfrøer, der er komplet blå, rødlig, plettede eller endog stribede. Ligesom hos mange andre arter, fungerer pilgiftfrøernes intense farver som en advarselssignalering, der informerer deres potentielle rovdyr om deres giftighed, og dermed afskrækker dem fra at angribe.

Mange andre amfibier besidder ligeledes advarselsfarver uden at være toksiske. Disse frøer narer således deres forfølgere til at tro, at de udgør en fare, hvilket resulterer i, at fjenderne lader dem i fred. Denne form for efterligning er kendt som mimikry.

Farver kan imidlertid ligeledes anvendes til andre formål udover at afskrække antagonistiske kræfter. Mest udbredt anvendes farver til kamuflage, hvilket gør det muligt for dyret at smelte næsten ubesværet sammen med dets omgivende miljø. På denne måde opnår dyret en lettere evne til at skjule sig. Andre skabninger benytter derimod farver for at tiltrække en potentiel mage. Hunner viser en stærk præference for farverige individer, men hvad ligger bag denne fascination? Jo, en stor, flamboyante han er nem at observere - selv for trusler. Hvis han alligevel formår at overleve på trods af sin fremtrædende synlighed, må han besidde fremragende genetiske egenskaber, og dette tiltrækker hunnerne!