Hvornår kan en gravplads nedlægges?

På adskillige kirkegårde observerer man, at familie-gravsteder ikke blot sjældnere fornys sammenlignet med tidligere.

Det sker endvidere hyppigere, at de efterladte ophæver vedligeholdelsesaftalen, før den fastsatte fredningsperiode er overstået.

Dette resulterer i, at kirkegården påtager sig ansvaret for at pleje gravstedet i de resterende år.

Fredningstid defineres som den periode, hvor en grav til kiste eller urne skal bevares. Dette er normalt set ti år for urner og tyve år for kister, men dette kan variere og være længere afhængigt af jordbundens beskaffenhed.

'Familien meddeler ganske enkelt, at de ikke længere ønsker at beholde gravstedet. Vi efterspørger ingen forklaring, men de nævner eventuelt, at de er forhindret i at tage sig af det. Det kan også forekomme, at de er bosat langt væk og derfor ikke ønsker at bekoste vedligeholdelsen,' udtaler Jens Zorn Thorsen, der er formand for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere.

'Normalt argumenterer vi så ihærdigt som muligt for at overbevise de pårørende om at fastholde gravstedet. Der er jo blevet indgået en bindende aftale - en kontrakt, hvor man forpligter sig til at vedligeholde gravstedet gennem hele fredningsperioden. Vi mener også, at der bør være en etisk forpligtelse til at opretholde gravstedet i hele fredningsperioden, såfremt det er muligt,' forklarer Jens Zorn Thorsen.

Hverken kiste- eller urne-gravsteder kan sælges igen, før fredningstiden er udløbet. Men i tilfælde af opsigelse før tid, vælger man på Vejle Kirkegårde, hvor Jens Zorn Thorsen er ansat, at lade stenen blive stående, i tilfælde af at de efterladte skulle ændre mening. Imens vil beplantningen typisk blive fjernet, således at gravstedet er mere overkommeligt at vedligeholde.

'I langt de fleste tilfælde overdrages gravstedet til os ved afslutningen af fredningsperioden, hvor der potentielt er to, tre eller fire år tilbage. Det er en håndterbar periode, men alligevel en forpligtelse, som vi ikke oprindeligt havde kalkuleret med.'

Er det ikke at snylte på systemet hverken at betale for vedligeholdelsen eller selv at sørge for gravstedet?

'Jo, det kan sammenlignes med at leje en bolig på kontrakt i ti år og så flytte før tid, selvom udlejeren har påtaget sig ikke at genudleje boligen. Men vi har reelt set ikke muligheden for at tvinge disse gravstedsejere til at overholde deres forpligtelser.'

Hvorfor håndterer I ikke disse sager som ethvert andet tilfælde af kontraktbrud?

'Vi har valgt at undlade at involvere de juridiske instanser. Det er i sidste ende de pårørendes beslutning, at de af forskellige grunde ikke ønsker at beholde gravstedet længere. Ofte opfatter vi, at det bunder i mangel på tid og dermed også økonomi, det er i hvert fald, hvad de giver udtryk for.'

Hvis der er forbundet omkostninger med at anskaffe gravstedet - hvilket varierer fra sogn til sogn - bliver beløbet betalt forud for den samlede fredningsperiode. Det er således udelukkende vedligeholdelsen, der kan blive et problem, da man eksempelvis kan betale regningen én gang årligt.

'Omtrent halvdelen af betalingerne dækker hele perioden forud, mens den anden halvdel betaler én gang om året,' oplyser formanden for Foreningen af Danske Kirkegårdsledere, som dog også kan identificere fordele ved, at de pårørende selv giver besked om, at de ikke længere ønsker at beholde gravstedet.

'På den måde undgår vi at skulle rykke for manglende vedligeholdelse.'

Anders Raahauge, sognepræst ved Sct. Marie Kirke i Sønderborg, kulturjournalist og medlem af Det Etiske Råd, antager, at det primært er de høje priser, der afskrækker pårørende fra at forny gravsteder.

'Man kan hurtigt tillægge et samfund, der glemmer sine afdøde, en bestemt karakteristik. Og det ville jeg gerne, hvis ikke den reform havde gjort det så uforholdsmæssigt dyrt at have et gravsted. Men i kølvandet på prisstigningerne er jeg usikker på motiverne,' siger han.

'Vi ser jo, at mange, der dør, er blevet mere diskrete; gravene bliver mindre og mindre, man foretrækker urne frem for kiste, og urne i de ukendtes grav frem for urne med sten. Det er muligt, at der er en metafysisk dimension, som er ved at forsvinde - en tankegang om, at når jeg ikke er her mere, skal der ikke være nogen, der har besvær med mig,' siger Anders Raahauge og tilføjer, at man skal være opmærksom på ikke at blive så beskeden, at det ender med at være en kilde til ærgrelse for de efterladte.

'Vi har jo brug for et sted at gå hen. Man kan altid have et fotografi stående på hylden, men det er ikke det samme som at besøge det sted, hvor ens forældre er begravede.'

Er det karakteristisk for tiden, at man opsiger kontrakter før tid, også når det gælder gravsteder?

'Det er bestemt en mulighed, og det er beklageligt. Det er et tydeligt tegn på manglende åndelighed, hvis man udelukkende kan relatere til noget, man ser lige foran sig. Hvis man kunne forklare fortidens mennesker i stort set alle kulturer, at det ville komme hertil, ville de formentlig være dybt chokerede,' siger Anders Raahauge og vender tilbage til priserne på fornyelse og vedligeholdelse.

'Jeg har set flere ældre stå og græde over, at de ikke længere havde råd. Enker, der ikke havde mulighed for at blive begravet ved siden af deres ægtemand, fordi det er blevet så kostbart. Jeg vil ikke afvise, at der findes unge, travle mennesker, der bor 200 kilometer fra deres forældres gravsted, og som ikke er villige til at betale for vedligeholdelsen. Men måske ville de være mere tilbøjelige til det, hvis det ikke var blevet så dyrt.'

Michael Hviid Jacobsen, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde ved Aalborg Universitet, mener ikke, at det er en sociologs opgave at vurdere etik i forbindelse med gravsteder, der nedlægges tidligt.

'Der er imidlertid sket markante normskred i vores samfund på alle områder i løbet af det seneste halve århundrede. Det skyldes efter min opfattelse især den omfattende og altbetalende velfærdsstat, som har gjort os vant til, at andre som regel tager regningen, hvis vi selv er ude af stand til at betale den,' siger han.

'Kirken gør det imidlertid til et etisk spørgsmål ved at fremstå som dem, der afhjælper situationen. Hvorvidt man mener, at kirken bør gøre det, er et helt andet spørgsmål.'

Hvad mener du?

'Jeg hælder til, at der muligvis ikke er andre løsninger end at acceptere det. Økonomisk set drejer det sig om relativt små beløb, og flere steder står man i forvejen med delvist tomme kirkegårde. Kremering har vundet frem, og en urne optager alt andet lige mindre plads end en kiste. Flere vælger at få urnen begravet i anonyme fællesgrave eller at få asken spredt over havet. Selvom der ikke er tale om en revolution, er det ikke desto mindre en betydelig ændring. Ændrede begravelsesritualer og ændret tilknytning til stedet betyder, at mange ikke har den livslange forankring i det samme lokalsamfund og dermed også i den lokale kirke,' siger Michael Hviid Jacobsen.

'Desuden er det blevet dyrere at vedligeholde gravsteder i Danmark. Det er også blevet dyrere at blive begravet, hvilket muligvis betyder, at folk, der ikke betragter det som den vigtigste udgift i verden, vil mene, at det er acceptabelt at sløjfe familiens gravsted.'

På Fyn har biskop Tine Lindhardt en anden opfattelse.

'Mit indtryk er, at man generelt er meget bevidst om den betydning, et gravsted har. Både for den afdøde og for de efterladte. Og at det nok er sandt, som der står i Salmernes Bog, at vores liv er som græsset på marken, der står den ene dag og er væk den næste, men det er også liv af Guds liv. Et menneskeliv, der har sat sit præg, og som man ønsker at ære og huske, hvilket man blandt andet gør gennem et gravsted.'

Mener du, at det er vigtigt at forny et gravsted?

'Der kan være mange faktorer, der spiller ind. Man er måske flyttet fra området, og vi er generelt blevet mere mobile end tidligere. Men selv i disse tilfælde kender jeg flere, der vælger at forlænge gravstedet. Også for deres egen skyld. Vi kan jo mindes de afdøde hvor som helst, men ofte sker det, når vi står ved gravstedet.'