Hvornår blev albummet "Frit Fald" skrevet?

En almindeligt udbredt forestilling går på, at mænd oplever følgende, når de ældes: De synker sammen foran fjernsynet i en tilstand af selvtilfredshed præget af overvægt, mens de krampagtigt holder et reaktionært dagblad og uophørligt kritiserer alt, der skete, da de var unge. Især musikken og ungdommen!

De bliver bakstræberiske og stædige, mister deres vitalitet, skarphed og fare, hvorfor den gængse opfattelse blandt yngre mænd er, at de alle burde sendes til afsidesliggende områder og blive henrettet. Imidlertid har den 58-årige Henrik Hall, der nu debuterer med et exceptionelt energisk og uimodståeligt levende soloalbum simpelthen tituleret "Solo", fuldstændig ignoreret disse stereotyper.

Dette er faktisk en af de bedste solodebuter, jeg personligt har hørt i meget lang tid, hvilket er temmelig forbavsende, når man tager Halls fortid som en diskret, men alligevel markant guitarist i betragtning, især i gruppen Love Shop i perioden 1993-1997, hvor de dominerende figurer var Jens Unmack og Hilmer Hassig, som ikke blot repræsenterede bandet udadtil, men også var ansvarlige for al gruppens sangskrivning.

På den tid bidrog Hall med det, der måske var den mest sjælfulde mundharpe, der er hørt i Danmark siden Kong Volmers tid, suppleret med lidt guitar, percussion og tværfløjte. Med udgangspunkt i de elleve numre på "Solo", hvoraf Hall har skrevet både tekst og musik til alle, kan man nok med rimelighed sige, at de to førnævnte herrer har haft en markant overvurdering af egne evner, idet det forekommer som en stor fejl, at et sådant talent for sangskrivning har kunnet operere ubemærket i deres midte.

Dette er ikke for at antyde, at Love Shop ikke levede op til forventningerne eller nogensinde udgav decideret dårlige albums; men det står nu krystalklart, at et par sange af Hall på hvert album ville have forbedret selv de fremragende plader yderligere.

Blottet for sarkasme

At Hall derimod har tilegnet sig visse færdigheder fra makkerparret Unmack-Hassig, er der ingen tvivl om. Med hensyn til både klang, temaer og forskellige stilistiske greb minder "Solo" om de mest kraftfulde, virkningsfulde og melodisk solide numre fra albums som "Billeder Af Verden" (1994), "GO!" (1995) og "Anti" (1997).

Albummet præsenterer en desillusioneret modernistisk kropsrock, der fuldt ud anerkender traditionen fra den kunstnerisk velafstemte glamrock og fremefter, men det er på herlig vis og kærligt transformeret af Halls temperament. Hans stil fremstår uden ironi og postyr; tværtimod udtrykkes civilisationkritik og harme over neoliberalismens ødelæggelser gennem dette dybt musikalske menneskes udstråling. Lyt blot til ordene i omkvædet fra titelnummeret: "Solo ud af alle spor/ fra Tokyo til Rio/ solo som et ensomt kor/ solemio sole mio -"

Pladen er produceret med en lige dele kombination af tyngde, raffinement og slagkraft af tangentmesteren Mikkel Damgård (med solisten angivet som medproducer); sammen med bassisten Thomas Risell og trommeslageren Thomas Duus udgjorde Damgård fra 1993 og frem til gruppens opløsning de tre "almindelige" medlemmer af Love Shop.

De optræder alle her i fuldt flor, og ved at lytte grundigt til "Solo" slås det lytteren, i hvor høj grad de tre satte deres individuelle, markante præg på gruppens lydbillede.

Hvis "Solo" var en Love Shop-udgivelse, ville den uden tvivl placere sig solidt i en Top 3 over deres albums.

Men dette er i høj grad ikke tilfældet, hvilket primært kan høres på sangen "Solo", da Hall besidder en stemme, der er både mere resonant og kraftfuld end Unmacks - omend måske ikke på præcis samme stilistiske måde. Endnu. For hans vokal indeholder både hjerte og sjæl!

Sprudlende samspil

Alt peger på, at dette kun bør være begyndelsen på en fremragende karriere i dansk rockmusik's farlige og udfordrende farvande for en veteran, der har mere at sige end de fleste. Og et fuldmodent og pragtfuldt udtryk at formidle det på.

Albummet "Solo" er proppet med hits, og det er vanskeligt at finde et eneste svagt nummer.

Derimod hører man sjældent Halls kendetegn, det særligt sjælefulde mundharpespil, der har gjort undertegnede til en dedikeret fan for evigt.

Det træder dog endnu stærkere frem, når det endelig dukker op. Endelig fortjener også guitarist Lars Skærbæk at blive nævnt, idet han formår både at bidrage med egne melodiske linjer og at supplere på alle de rette tidspunkter.

Mest overraskende er måske Halls uovertrufne beherskelse af den svære kunst at skrive sange. Det er sjældent, at man oplever ord og melodi indgå i så frugtbart og sprudlende et samspil som her; lyt blot til den fremragende sang om "Bibis mund": "Jeg så hende komme/ øjnene var tomme/ som var hun vokset op med en krig, / hun lignede en stening/ ramt af forurening/ kroppen fyldt med gift og kemi."

Når man tænker på, hvilke sproglige fejl en kunstner som Poul Krebs slipper af sted med, og alligevel bliver spillet intensivt på P4, er det sandelig rart at møde en tekstforfatter, der ikke får ens tæer til at krølle sig sammen af pinlighed, men i stedet får en til at smile af ren glæde over, hvor elegant det kan udføres.

Udfordrer og forundrer

Tre centrale temaer løber gennem albummet "Solo"; det første er den forbandede/velsignede tosomhed, hvor vi konstant famler i mørket efter hinanden og forsøger at få det hele til at fungere.

Men hvordan kærligheden dog kan pirre, udfordre og forundre os, og i det hele taget udgør den nok den største forhindring for enhver form for sjælefred.

Det andet tema er tilværelsen som verdensborger i frit fald i denne globaliserede landsby, hvor den store mængde af landsbytosser truer med at blive overvældende: "Helter skelter hele verden vælter/ rundt på må og få,/ jeg blafrer som et lys og tænker med et gys/ hvordan det dog skal gå."

Det sidste, uundgåelige tema er døden. Det er ikke ligefrem et emne for hyggelig snak over kaffe og kage, men snarere som det brutale bæst, der til enhver tid kan trække stikket ud for enhver, uanset alder, status eller etnicitet. "Flugtbilist" og "Den sidste terminal" er to af de sange, der brænder sig fast i lytteren og bliver siddende, lige til lyset slukkes.

Og det bliver fuldstændig, fuldstændig mørkt. Dette er en utrolig fantastisk plade, der har ramt mig lige i mellemgulvet. At påstå, at jeg uden forbehold anbefaler den til ethvert musikalsk væsen, er en stor underdrivelse.

Stor, stor kunst fra en varm, lidenskabelig og vedkommende kunstner, der hermed utvetydigt beviser, at det aldrig er for sent at indlede en glorværdig solokarriere. Hall som præsident!

Henrik Hall: Solo (Fan Star Records/A:larm)