Hvornår blev krudtet opfundet

Krudt, et sprængstof, der selv indeholder ilt til at udvikle eksplosionen og dermed fungerer uden at skulle bruge atmosfærisk luft.

Sortkrudt blev opfundet omkring år 1000, sandsynligvis i Indien, hvor krudtets primære ingrediens, salpeter, findes i jorden, som et resultat af bakterieprocesser, specielt i Bengalen. Salpeter (KNO₃) er krudtets iltningsmiddel, de to andre komponenter, svovl og trækul, er brændstoffer. Forholdet mellem ingredienserne har næsten altid været 75% salpeter, 10% svovl og 15% trækul. En simpel blanding af de tre ingredienser resulterer ikke i en tilstrækkelig kraftig eksplosion. Det opnås kun ved en grundig bearbejdning i en krudtmølle (først en stampemølle, senere en kollergang). Til skydevåben granuleres krudtet efterfølgende. Små korn giver en hurtig, voldsom eksplosion (til håndvåben med kort løb), større korn giver en langsommere eksplosion (til kanoner med længere løb).

Araberne bragte opdagelsen til Europa (Sydspanien) i midten af 1200-tallet. Her stiftede en engelsk munk, Roger Bacon, bekendtskab med det og omtaler det i et manuskript fra omkring 1267. En tysk munk, Berthold Schwarz, er fejlagtigt blevet tilskrevet krudtets opfindelse; hvis han har opfundet noget, er det kanonprincippet; i Østen forstod man kun at anvende krudtet som melkrudt til raketter og fyrværkeri. Ligesom det var konfrontationen med araberne, der bragte krudtet til Europa, var det konfrontationen med Hansestæderne, der bragte det til Skandinavien. Det tidligste skriftlige bevis findes i den nørrejyske adelsmand Erland Kalvs brev fra 1372. I begyndelsen blev krudtet fremstillet i håndstampere rundt om på rigets borge. Den ældste rigtige krudtmølle, som vi kender til i Danmark, lå ved Rønnebæksholm lidt uden for Næstved og blev oprettet af Christian 2. i 1513. I 1500-1700-tallet var flere af møllerne ved Mølleåen krudtmøller, såsom Ørholm (ca. 1559-1725), Brede (1628-69), Raadvad (1664-1757) samt Stampen (1643-52). Danmarks to vigtigste krudtmøller til produktion af sortkrudt var Donse SØ for Hillerød (1704-1910), der var flådens krudtværk, samt Hærens Krudtværk i Frederiksværk.

Det gamle sortkrudt anvendes i dag stort set kun til fyrværkeri samt diverse pyrotekniske effekter. Siden cirka 1885 er det såkaldte røgsvage krudt, skydebomuldskrudt eller nitrocellulosekrudt (se celluloseestere) blevet anvendt til ammunition. Det fremstilles ved, at bomuld eller cellulose nitreres med salpetersyre. Det gelatineres normalt med æter og granuleres ligesom sortkrudt til forskellige former for ammunition. I Danmark er det kun blevet fremstillet i Frederiksværk (til 1964). Til nødraketter, missiler samt diverse pyrotekniske artikler har man siden ca. 1965 anvendt kompositkrudt. Det fremstilles ved at blande en flydende, upolymeriseret plast med et iltningsmiddel, fx kaliumperklorat eller ammoniumperklorat. Krudtet udstøbes og hærder ved en hævet temperatur. Se også sprængstoffer.