blowford.pages.dev

Hvad er melodierne i et skibs noder?

300 år gamle noder kan spores tilbage til Tordenskiolds skib

Et fund blandt vejrobservationerne

Rigsarkivet har gjort en opsigtsvækkende opdagelse i forbindelse med en gennemgribende gennemgang af tusindvis af vejrobservationer fra århundreders sørejser.

En logbog med ukendt herkomst og med noder til en menuet er kommet frem. Nu er gåden løst, og tonerne fra noderne er vakt til live for første gang i mere end 300 år.

Detektivarbejdet iværksættes

To arkivarer fra Rigsarkivet påbegyndte et større detektivarbejde i jagten på oprindelsen af en ubekendt logbog.

Da de bladrede op på første side i 'Journalbog fra den 1ste Januar indtil 8. Maj 1708, holden på et Orlogskib' (Thott folio) på Det Kgl. Bibliotek, fandt de en række omhyggeligt håndtegnede noder uden datering eller forklaring på, hvorfor de var der, og uden informationer om skibets navn.

'Det er en temmelig usædvanlig opdagelse,' siger arkivar Adam Jon Kronegh, der også er kendt for at opklare arkivmysterier i TV-serien Forsvundne arvinger. 'Vi har et samarbejde med Danmarks Meteorologiske Institut, hvor vi indsamler gamle vejrobservationer fra skibsjournaler og logbøger, som skal anvendes til fremtidig klimaforskning. Så vi har allerede undersøgt rigtig mange skibsjournaler her i Rigsarkivet, og vi har aldrig før fundet noder. Samtidig er vi altid på udkig efter nye vejrdata, og det var sådan, vi fandt noderne i en logbog på Det Kgl. Bibliotek.'

Hvad var skibets navn?

Arkivarerne gjorde alt for at finde svar på, hvorfor noderne var der, og hvilket skib der havde ført journalen, for det fremgik ingen steder, og forsiden af skibsjournalen var blank.

Den eneste information var, at den dækkede perioden 1. januar - 8. maj 1708, og at den angiveligt var original. Det var en aktiv periode i dansk søfartshistorie med Den Store Nordiske Krig.

Desuden var der angivet en række præcise dateringer af begivenhedsforløb, som kaptajnerne ifølge loven havde pligt til at nedfælde.

'Det var almindeligt, at skibe registrerede, når de passerede og saluterede andre skibe ved at affyre kanoner med løst krudt,' forklarer Adam Jon Kronegh. 'Så vi kunne se, at dette skib havde saluteret andre skibe, herunder Nellebladet, Høyenhald og Leoparden. Derefter fandt vi disse skibes journaler, og så kunne vi se, hvilke skibe de havde registreret at have saluteret på bestemte datoer. På den måde håbede vi at kunne spejle informationerne i de skibes journaler, som vi vidste, at 'vores' skib havde mødt. Desværre havde ingen af de andre skibe i deres skibsjournaler noteret, at de havde saluteret 'vores skib', så det var et blindspor.'

Nøglen til Tordenskiold

Der manglede derfor stadig et afgørende spor for at løse mysteriet.

Arkivarerne bemærkede, at skibsjournalen virkede som en slags kladde. Den var uden officielle stempler og med overstregninger og rettelser. Rasmus Nyerup havde også noteret, at journalen tilsyneladende var original.

'Så vi fik den tanke: Hvad nu, hvis vi sidder med den originale logbog, den der var med på rejsen og blev ført på skibet, og som senere blev brugt som kladde til den formelle skibsjournal, som var det officielle dokument, og som ofte først blev lavet, når skibet var sikkert i havn? Så kunne vi måske finde den endelige skibsjournal i Rigsarkivets samling?' udtaler arkivar Joen Rommedahl og tilføjer:  'Desværre fandt vi den ikke i Rigsarkivets samling, men vi havde en stigende mistanke om, at det kunne være Tordenskiolds oprindelige logbog, selvom vi næsten ikke kunne tro det. På den måde ville der også være en naturlig forklaring på, at den ikke befandt sig i Danmark, for alle Tordenskiolds skibsjournaler er returneret og befinder sig i Norge.'

Den afgørende brik fundet i Norge

Det skulle vise sig at være korrekt, for på Norges Universitetsbibliotek (NTNU) fandt Joen Rommedahl digitaliseringen af Tordenskiolds officielle skibsjournaler, og ved at sammenligne teksten på udvalgte datoer fra skibsjournalen fra Det Kgl. Bibliotek med den officielle skibsjournal i Norge, fik arkivarerne endelig svar på skibets navn, og hvem kaptajnen var.

Teksterne i Danmark og Norge var fuldstændig ens.

'Hele puslespillet faldt på plads med den her sidste afgørende brik,' udbryder Adam Jon Kronegh begejstret. 'Vores bedste forklaring på de identiske tekster er, at den skibsjournal, vi fandt i Det Kgl. Biblioteks samling uden navn og oprindelse, faktisk er Tordenskiolds ukendte logbog, som han havde med på sit skib, Løvendals Galej. Derudover var vi bare heldige, at der var en ekstra og ret usædvanlig tilføjelse med noderne. Den kan man ikke finde i den officielle skibsjournal i Norge. Så nu har vi også vakt historien til live ved at spille den fine, lille melodi fra Løvendals Galejs logbog for måske første gang i mere end 300 år.'

'Det er en spændende opdagelse og et flot stykke detektivarbejde. Man ville frygtelig gerne kende komponisten, og om melodien er blevet spillet på Løvendals Galej, på dækket eller i Tordenskiolds kahyt,' siger Dan H. Andersen, ph.d., forfatter og historiker.

Også Det Kgl. Bibliotek udtrykker glæde over opdagelsen og udtaler: 'Journalen stammer fra Otto Thotts (1703-1785) håndskriftsamling, som blev foræret til Det Kgl. Bibliotek efter hans død i 1785. Ud over unikke europæiske håndskrifter fra middelalder og renæssance indeholder Thotts håndskriftsamling også kilder til mange forskellige vidensområder i 1700-tallets Danmark, og den bliver ved med at kaste ny viden af sig. Vi er glade for, at journalen og noderne nu er blevet præcist identificeret.'

Lyt til musikken

Om ROPEWALK

  • ROPEWALK (Rescuing Old data with People's Efforts: Weather and climate Archives from LogbooK records) er et samarbejde mellem Rigsarkivet og Danmarks Meteorologiske Institut.
  • Projektet vil tilvejebringe betydelige data om historiske vejrforhold til dansk og international forskning.
  • Det er støttet af A.P. Møllers Fond med 3,9 millioner kr.
  • Projektet ledes af arkivar i Dataformidling Adam Jon Kronegh fra Rigsarkivet, der er ekspert i historiske klimadata, og Danmarks Meteorologiske Instituts klimaforsker ph.d. Martin Stendel. De har udviklet projektet sammen, og Martin Stendel har i mere end 20 år beskæftiget sig med idéen om klimarelateret datahøst fra ældre skriftlige kilder.

Yderligere information

Julie Avery, presseansvarlig, kommunikationsrådgiver, tlf. 91337818, jav@sa.dk

Digitaliseringen af journalen er tilgængelig i Det Kgl. Biblioteks Digitale samlinger, og noderne kan ses her.


  • det