Hvad er grundlaget for vandforsyning i Danmark

I Danmark leveres drikkevand til befolkningen primært gennem kommunale vandværker (omtrent 62 procent) og private vandværker (cirka 35 procent), suppleret af private brønde og boringer (omkring 2 procent). Alt vand, der distribueres fra danske vandværker, er produceret med henblik på at kunne indtages som drikkevand, uafhængigt af dets endelige anvendelse.

Danmarks årlige produktion af drikkevand estimeres til cirka 400 millioner kubikmeter (svarende til 400 milliarder liter) som opgjort i 2014. Heraf udgjorde husholdningsforbruget omkring 61 procent, mens erhvervsformål aftog cirka 26 procent, institutioner 6 procent, og 7 procent blev anvendt til andre formål, herunder brandslukning. Kun en beskeden andel, omkring 5 procent af den samlede produktion, blev brugt til selve drikkevandet og madlavning. Siden midten af 1980'erne har man observeret en vedvarende nedgang i vandforbruget på tværs af alle sektorer, dog med visse tegn på stabilisering i de seneste år.

Typisk fremstilles drikkevand fra grundvand eller fra overfladekilder som søer, vandløb eller floder, men det kan også behandles fra havvand. I Danmark baseres vandforsyningen næsten udelukkende på grundvand, der udgør hele 99 procent af kilderne. Kun i få tilfælde på Sjælland suppleres grundvandsindvindingen med overfladevand. Denne praksis adskiller Danmark markant fra størstedelen af de europæiske lande, hvor overfladevand i gennemsnit udgør omkring 35 procent af udvindingen til drikkevand (eksempler inkluderer Norge med cirka 90 procent og Spanien med cirka 80 procent). Modsat overfladevand er der ikke lovmæssige krav til grundvandets kvalitet for dets anvendelse til drikkevandsproduktion. De begrænsninger, der eksisterer for at udnytte et bestemt grundvandsreservoir til drikkevand, er snarere betinget af de tilgængelige eller foretrukne behandlingsteknikker.

Grundvand besidder generelt en højere hygiejnisk standard end overfladevand, hvilket betyder, at det er fri for sygdomsfremkaldende mikroorganismer og smitstoffer. Som følge heraf kan behandlingen af grundvand til drikkevand på danske vandværker i langt de fleste tilfælde, op mod 90 procent, begrænses til en standardproces. Denne proces involverer typisk luftning (iltning) efterfulgt af enkelt- eller dobbeltfiltrering i enten åbne eller lukkede anlæg. Under luftningen fældes jern- og manganforbindelser, som derefter fjernes ved filtreringen. Derudover vil bakterier på filtrene omdanne ammonium til nitrat, mens eventuelle rester af metan omdannes til kuldioxid og vand. Især i Vestjylland er grundvandet ofte præget af et højt indhold af aggressiv kuldioxid, der kræver neutralisering for at forebygge korrosion i rørsystemer og installationer. Visse grundvandstyper nødvendiggør en særlig vandbehandling, der kan omfatte intensiv luftning og eventuelt kemisk eller biologisk rensning.

Flere steder i landet oplever grundvandet en forringelse af kvaliteten som følge af menneskeskabt forurening, herunder nitrat, sprøjtemidler og opløsningsmidler, eller et naturligt højt indhold af stoffer som salt eller organisk materiale (kendt som brunt vand), hvilket gør det uegnet til drikkevandsproduktion. Omvendt findes der i visse regioner grundvand af en så høj kvalitet, at det kan anvendes til drikkevand uden nogen form for behandling (for eksempel i Aalborg-området).

Behandling af overfladevand kræver altid specifikke og dermed dyrere metoder. Vandet skal igennem adskillige trin, såsom grov- og finrensning, kemisk fældning, neutralisering, sedimentering og filtrering, og kan potentielt involvere behandling med ozon og aktivt kul. Generelt er det nødvendigt med en desinfektion af drikkevandet, inden det distribueres til forbrugerne.

Kvalitetsstandarderne for drikkevand i Danmark er fastlagt i Vandforsyningsloven og bygger på fælles EU-regler. WHO's retningslinjer for drikkevandskvalitet tjener som fundament for fastsættelsen af grænseværdier for forskellige kemiske og mikrobiologiske parametre. Det er dog værd at bemærke, at både de EU-fastsatte grænseværdier og de i visse tilfælde skærpede danske grænseværdier typisk opererer på et lavere niveau. Målet er at sikre drikkevandets absolutte sundhedsmæssige sikkerhed, da det er afgørende for menneskers velbefindende. I henhold til lovgivningen er visse stoffer og mikroorganismer, såsom sprøjtemidler og colibakterier, uønskede i drikkevand. I Danmark gælder de samme kvalitetskrav for drikkevand, uanset om det kommer fra vandværker eller private brønde og boringer. Desuden er der kvalitetskrav på drikkevandniveau for vand anvendt i fødevare- og lægemiddelvirksomheder samt til vask eller vanding af grøntsager. Myndighederne foretager løbende overvågning for at sikre overholdelse af de lovbestemte kvalitetskrav.

Selvom de fastsatte kvalitetskrav for drikkevand er ens over hele landet, observeres der betydelige forskelle i både smag og vandkemi fra region til region, delvist på grund af variationer i grundvandets kvalitet. De mest markante forskelle ses mellem det "bløde" vand fra Vestjylland og det "hårde" vand fra Østjylland og Sjælland. Denne forskel skyldes indholdet af calcium- og magnesiumioner, der stammer fra de kalkaflejringer, som er dominerende i det østlige Danmark.

Hårdt vand kan medføre gener for forbrugerne i form af kalkaflejringer på varmelegemer og generelle kalkpletter, samt et øget sæbeforbrug. Vandværker i Danmark foretager generelt ikke specifikke behandlinger for at reducere vandets hårdhed.

Andre faktorer, der bidrager til variationer i vandets smag, kan være forskelle i indholdet af jern, mangan og sulfat. Vandets temperatur spiller en afgørende rolle for smagsoplevelsen. I et grundvandsbaseret vandforsyningssystem som det danske er der sjældent vedvarende problemer med temperaturen, da grundvandet typisk holder sig på 8-9 °C. Derfor overstiger drikkevandets temperatur sjældent 12 °C.

Drikkevandet fra de større vandværker i Danmark udviser generelt en usædvanlig god kvalitet. I modsætning hertil opleves der i private brønde, boringer og meget små vandværker en række problemer, herunder dårlig bakteriologisk kvalitet og nitratforurening. Dette skyldes primært, at disse anlæg ofte udnytter grundvand fra lave dybder, hvilket gør det mere sårbart over for forurening. Dernæst er anlæggene ofte teknisk utilstrækkelige, både hvad angår vandbehandlingen og den konstruktionelle udformning, der skal forhindre direkte forurening fra omgivelserne, såsom gårdspladser. Endelig er myndighedernes kontrol med vandkvaliteten betydeligt mindre omfattende for disse anlæg sammenlignet med drikkevandet fra de større vandværker.

De mest betydelige trusler mod kvaliteten af drikkevand fra de større vandværker omfatter forurening af grundvandet fra intensiv landbrugsdrift (nitrat og pesticider), lossepladser, kemikaliedepoter og industrigrunde (diverse organiske forureninger, især klorerede opløsningsmidler som triklorethylen). Hertil kommer, at vandværkerne selv kan forårsage problemer ved at sænke grundvandsspejlet i visse områder. Denne proces medfører øget iltning og forsuring af de øvre grundvandsmagasiner, hvilket resulterer i et højere indhold af sulfat og tungmetaller. Vandværkerne har indtil nu i vid udstrækning formået at imødegå disse forureningsrisici ved at flytte boringer og justere vandindvindingen. Dog er adskillige mindre vandværker og kildepladser til større vandværker blevet lukket på grund af disse udfordringer.

Fra 1984 til 2014 reduceredes antallet af vandværker i Danmark fra cirka 3.680 til omkring 2.500. Københavns Vandforsyning har lukket kildepladser med en samlet kapacitet på op til 10 millioner kubikmeter grundet forurening, primært forårsaget af opløsnings- og sprøjtemidler. Mellem 1987 og 2004 blev mere end 2.000 vandforsyningsboringer i Danmark lukket. Heraf blev over 40 procent lukket som følge af menneskeskabte forureninger. Der er grænser for vandværkernes muligheder for at flytte og lukke kildepladser. Hvis forureningen fortsætter, kan det i visse dele af landet blive nødvendigt i kortere eller længere perioder (10-40 år) at fjerne stoffer som nitrat og sprøjtemidler fra drikkevandet ved hjælp af særlig vandbehandling på vandværkerne.

Drikkevandet i mange udviklingslande, især i landdistrikterne, er ofte præget af dårlige sanitære forhold og utilstrækkelige vandinstallationer. I visse områder fungerer floden både som toiletfacilitet og som den eneste kilde til drikkevand. I byområderne medfører hyppige strømafbrydelser en ustabil vandforsyning. I begge situationer er der en høj risiko for, at parasitter og bakterier fra spildevand kommer i kontakt med drikkevandet. Derfor vil drikkevand ofte være direkte sundhedsskadeligt uden forudgående kogning. I milde tilfælde kan det forårsage diarré, mens sværere tilfælde kan resultere i dysenteri og andre alvorlige sygdomme.

Koleraepidemierne i Europa i midten og slutningen af det 19. århundrede havde en afgørende indflydelse på forbedringen af vandforsyningsforholdene og dermed drikkevandskvaliteten i de hastigt voksende bysamfund. Filtrering af flodvand blev introduceret i London i 1839, og fra 1852 blev filtrering obligatorisk i England, som var pioner på dette område. Hamborg etablerede en fælles vandforsyning i 1848, men det var først efter koleraepidemien i 1892, at vandet blev filtreret.

I Danmark blev det første vandværk baseret på moderne principper etableret i Odense i 1853, efterfulgt af Aalborg (1854), København (1859) og Aarhus (1872). De tidlige vandværker i Danmark anvendte overfladevand, men fra slutningen af 1800-tallet begyndte man at anvende boringer og dermed grundvand i vandforsyningen. Med den moderne vandforsyning, som vi kender den i Danmark i dag, opstår vandbårne sygdomme i forbindelse med drikkevand kun som følge af uheld, for eksempel når spildevand kommer i kontakt med drikkevandet. Udbrud af vandbårne sygdomme i Danmark er derfor yderst sjældne.

Skrevet af:

Artiklen indeholder tekst fra:

Senest ændret:

, se alle ændringer

Vil du citere denne artikel? Kopier denne tekst og indsæt den i din litteraturliste: Bækgaard, Anders Buur: drikkevand i Lex på lex.dk. Hentet fra https://lex.dk/drikkevand