Hvad en mobiltelefon er sammensat af

Af Palle Vibe, Alt om Data

Denne artikel blev oprindeligt publiceret på Alt om Data. Computerworld overtog Alt om Data i november 2022. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stort set alle danskere besidder en mobiltelefon. Endda nogle flere end én. Langt størstedelen har også en computer stående på skrivebordet, en bærbar computer eller en tablet med i tasken. Derudover kommer alle de andre elektroniske apparater, vi er omgivet af: radioer, fjernsyn, digitale kameraer, musikafspillere, fjernbetjeninger, spillekonsoller og legetøj. Vi kan simpelthen ikke undvære dem, og der er også gjort store bestræbelser på, at vi bliver begejstrede for dem. Også vurderet i gram.

Samlet set bruges der mere end 2 kg råmaterialer til at fremstille en mobiltelefon, der vejer omkring 150 gram. Generelt set er ingredienslisten til et stykke moderne forbrugerelektronik både meget omfattende og ganske spændende.

Plast og ædelmetaller

De to primære typer af råmaterialer er kunststof og metaller. Dernæst kommer mineraler som silicium, der eksempelvis er hovedkomponenten i chips og mange elektroniske komponenter, foruden glas, der anvendes til skærme og displays.

Plasten bruges primært til at producere elektronikkens "emballage", det vil sige kabinettet, svøbet eller coveret. Som regel er der tale om en type PVC (polyvinylchlorid), der enten kan være hård eller blød. Hård PVC er et robust og solidt materiale, der hovedsageligt anvendes til større og massive kabinetdele, mens blød PVC typisk bruges til isolering af ledninger og kabler samt til mere fleksibelt legetøj. Som udgangspunkt er PVC generelt hårdt, men det kan gøres blødere ved at tilsætte såkaldte phthalater. PVC er relativt brandfarligt i ubehandlet tilstand, og derfor tilsættes der blandt andet mellem 1 og 25 procent bromerede flammehæmmere.

Betydelige mængder tungmetaller

Derudover indeholder forbrugerelektronik en række forskellige metaller. Det kan være tale om både letmetaller, tungmetaller og ædelmetaller. Blandt letmetallerne finder vi for eksempel aluminium (Al), mens tungmetallerne kan inkludere bly, kviksølv, cadmium, beryllium og hexavalent krom.

Kviksølv anvendes i dag primært i kviksølvbatterier. De små, flade såkaldte knapcellebatterier, der findes i mange ure og fjernbetjeninger, kan indeholde op til 35 procent kviksølv og kaldes derfor passende nok for "kviksølvbatterier". Genopladelige NiCd-batterier af den type, der ofte anvendes i mobiltelefoner, mp3-afspillere og digitalkameraer, indeholder, som navnet antyder, nikkel og cadmium.

Hexavalent krom bruges som korrosionsbeskyttelse af metaloverflader på for eksempel harddiske og stik, dog primært i ældre elektronik. Og beryllium udnyttes hovedsageligt i legeringer med kobber i fjedre og andre funktioner, der skal kunne modstå gentagen mekanisk belastning.

Faktum er dog, at alle de nævnte tungmetaller, bortset fra beryllium, er blevet forbudt ifølge det såkaldte RoHS-direktiv. De fleste producenter planlægger at udfase brugen inden for en periode på 3-4 år. Og for de metaller, der er omfattet af RoHS-direktivet, gælder det, at producenterne enten allerede har fundet eller er i fuld gang med at lede efter alternative materialer og produktionsmetoder.

140 ton elektronisk affald årligt

Uanset arten af de råmaterialer, der bruges til at producere din computer eller mobiltelefon, udgør hverken produktionen eller brugen et problem, så længe dine enheder fungerer og er i drift. Problemerne opstår først den dag, udstyret skal udskiftes. Hvis det blot smides væk eller sendes til almindelig forbrænding, kan de skadelige stoffer blive frigivet til miljøet.

Hvert år kasseres 50 millioner ton brugte computere, mobiltelefoner, radioer og fjernsyn, hvidevarer og lignende som elektronisk affald, også kaldet E-affald. I gennemsnit har en mobiltelefon en levetid på kun 18 måneder, og hvert år tages ifølge de amerikanske miljømyndigheder over 130 millioner enheder ud af drift alene i USA, hvilket resulterer i mere end 65.000 tons elektronisk affald.

Herhjemme smider hver dansker omkring 25 kg E-affald ud om året, hvilket i alt beløber sig til hele 140.000 ton elektronikskrot. Ofte bliver dette affald blot brændt af, hvilket kan medføre, at det slipper ud i miljøet og optages i vores kroppe. Hvert år smider vi også store mængder genopladelige batterier ud med affaldet, herunder batterier, der findes i ældre bærbare computere. Der er nok af tungmetallet cadmium til at dække seks fodboldbaner med et tyndt lag.

Genanvend din mobiltelefon

Men hvis du afleverer dit E-affald på en genbrugsstation, som der findes mange af rundt om i landet, i stedet for at smide det i skraldespanden, vil apparaterne blive sorteret, adskilt og opdelt i deres enkelte komponenter, og om muligt genbrugt i nye apparater.

Op til 85 procent af alle de materialer, der anvendes til at konstruere en mobiltelefon, kan genanvendes. De genvundne materialer behøver ikke nødvendigvis at blive brugt til elektroniske produkter. Metallerne kan genbruges af bil- og flyindustrien (kobber og aluminium) eller til smykkefremstilling (sølv og guld).

I dag bliver kun 1 procent af alle mobiltelefoner genbrugt, og kun 1 procent af deres indhold af ædelmetaller genanvendt. Ifølge en undersøgelse fra Nokia ville man kunne spare tilstrækkelig energi til at forsyne 18.500 husstande med elektricitet i et helt år, hvis blot 65-80 procent af materialerne i en mobiltelefon blev genanvendt.

En mobiltelefon kan bestå af mere end 40 forskellige metaller. Af almindelige metaller er der typisk 10-16 gram kobber (Cu), 3-6 gram tin (Sn) og 2-3,5 gram kobolt (Co), mens den af finere og langt mere sjældne ædelmetaller indeholder omkring 250-350 mg sølv og 34 mg guld (Au). Det lyder måske ikke af meget, men da der årligt sælges 1,2 milliarder enheder, bliver det alene til 40 ton rent guld i alt.

Et direktiv fra EU, RoHS-direktivet (Restriction of Hazardous Substances Directive), skal reducere brugen af farlige stoffer i elektronik. Direktivet er ikke en lov, men en forordning, og det refereres ofte til som det "blyfrie" direktiv, men det omfatter ud over bly også grænseværdier for kviksølv, cadmium, hexavalent krom og de to typer polybromerede flammehæmmere betegnet PBB og PBDE.