Hvad indebærer tilgivelse i boligretten?

Aisha bint abi Bakr

Profeten Muhammad oplevede en dyb sorg over tabet af sin hustru gennem 25 år, Khadijah bint Huwailid, som afgik ved døden omkring.
En ældre kvinde ved navn Khawla bint Hakim overbeviste Profeten om at indgå nyt ægteskab, og hun arrangerede et giftermål mellem Profeten og den ældre enke Sawda bint Zama, der kærligt tog sig af Profetens børn og hjem.
Samtidig med at arrangere dette ægteskab, sørgede Khawla ligeledes for forlovelsen mellem Profeten og den unge Aisha, der var datter af Profetens tætte ven og senere kalif Abu Bakr:

Opvækst
Aisha blev født i Mekka i år, hvilket vil sige 4 år efter, at Profeten Muhammad havde modtaget sin første åbenbaring fra Gud. Hun og hendes søster Asma voksede op i Islam fra fødslen, da både deres far, Abu Bakr, og deres mor, Umm Rumman, var blandt de første, som havde antaget Islam.
Da Khawla på Profetens vegne henvendte sig til Abu Bakr angående Aishas hånd, var hun kun 6 år gammel, men allerede lovet bort til Djabir ibn Mat&;am. Abu Bakr talte med Mat&;am, som var blandt dem, der ikke havde accepteret Islam, og modtog denne melding: &;Hvis vi tillader vor søn at gifte sig med din datter, vil han med sikkerhed før eller siden konvertere til muslim, hvilket vi ikke kan acceptere.&; Dermed blev forlovelsen ophævet, og en ny kunne indgås.
Det var ikke ualmindeligt i datidens Arabien, at børn allerede fra fødslen blev lovet bort af deres forældre; dog blev ægteskabet først fuldbyrdet, når den unge pige havde nået puberteten, typisk i 9-årsalderen. Derfor forblev Aisha boende hos sine forældre og søskende i omtrent 3 år efter forlovelsen.
Først cirka et år efter at Profeten og mange af Mekkas muslimer i år var emigreret til byen Yathrib (der senere blev kendt som Medina), flyttede Aisha til Profetens bolig.
Muhammads døtre fra første ægteskab samt hustruen Sawda var straks flyttet ind i de rum, der var blevet bygget til Profeten og hans familie i forbindelse med moskéen; men Abu Bakr undrede sig over, at Profeten ikke sendte bud efter hans datter. Angiveligt skal Abu Bakr lidt forlegen have spurgt Profeten om årsagen til denne tøven, og da han fandt ud af, at det var, fordi Profeten ikke var i stand til at betale den aftalte brudegave til Aisha, betalte Abu Bakr den selv.
Aisha fik nu - ligesom Profetens andre hustruer - betegnelsen De Troendes Moder. Hun var på det tidspunkt omkring 9 år gammel, og kun den nærmeste familie deltog i den meget simple bryllupsceremoni. Aisha havde stor støtte i sin medhustru Sawda, og deres venskab varede hele livet.

Uddannelse
Aishas far, Abu Bakr, var en kapacitet inden for slægtshistorie og en dygtig versifikator, og hans datter erhvervede sig disse evner i en tidlig alder. Senere sørgede Profeten ikke bare for, at Aisha fik besøg af jævnaldrende legekammerater, men ligeledes for, at hun lærte at læse. Størstedelen af muslimerne i datidens Arabien var analfabeter; ikke desto mindre vidste Profeten, at skriftlighed var nødvendig. Efter slaget ved Badr i år, hvor muslimerne på mirakuløs vis vandt over mekkanernes langt større og mere veludrustede hær i forsvaret af Medina, beordrede han, at de krigsfanger, der ikke havde økonomisk mulighed for at købe sig fri, i stedet hver skulle lære ti muslimske børn at læse og skrive.
Profeten tog imod både venner og gæster i Aishas værelse, og videbegærlig, som hun var, lyttede hun til alt, hvad der blev sagt. På den måde tilegnede hun sig sin store viden om sygdomme, deres symptomer og behandling, ved at lytte til omrejsende læger, der besøgte Profeten. Hun videreformidlede desuden sin viden til andre kvinder, der regelmæssigt mødtes i hendes værelse for at få råd og vejledning. Ligeledes underviste Aisha adskillige børn i Koranrecitation.

RELIGIØS VIDEN
Aisha lyttede ligeledes opmærksomt, når Profeten for sine tilhængere fortalte og forklarede nye åbenbaringer, han havde modtaget; og når han gav dem råd og vejledning om stort og småt i dagligdagen. Og vi ved, at hun ofte bad Profeten om en uddybende forklaring på diverse ting, hun havde hørt. Hun havde en fremragende hukommelse og er ophavskvinde til mere end to tusinde hadîth.
Engang understregede Profeten over for sine tilhørere vigtigheden af, at også unge piger skal give deres samtykke til ægteskab. Aisha sagde efterfølgende til Profeten: &;Men unge piger er så generte, at de ikke svarer, når man spørger dem.&; Profeten svarede: &;Deres stilhed vil blive anset som deres samtykke.&; (dvs.: hvis de ikke samtykker, må de tydeligt tilkendegive dette).
Ved en lejlighed sagde Profeten: &;Vær mådeholdne. Vind menneskenes hengivenhed, og fortæl dem, at deres gerninger alene ikke sikrer dem Paradis.&; Aisha undrede sig over dette. Hun var af den opfattelse, at syndfrie personer var undtaget; men Profeten belærte hende: &;Selv jeg kommer ikke i Paradis uden at være dækket af Guds nåde og tilgivelse fra isse til fod!&;

Medhustruer
Den unge Aisha havde forståeligt nok vanskeligt ved at acceptere, at Profeten tog andre hustruer. Hun havde utvivlsomt foretrukket at have ham for sig selv, og hun gjorde sit yderste for at behage ham. Hun mente selv, at hun havde en privilegeret position i forhold til sine medhustruer, dels fordi hun var datter af en af Profetens nærmeste venner, dels fordi hun var jomfru, da Profeten giftede sig med hende.
Gennem hele livet var Aisha jaloux på Profetens første hustru Khadijah, der havde været Profetens eneste hustru i 25 år, indtil hun døde som 65-årig. Om hende sagde Profeten: &;Gud har ikke givet mig nogen bedre hustru end Khadijah. Hun troede på mig, da folk ikke troede på mig. Hun bekræftede mig, da folk fornægtede mig. Hun forsørgede mig af sin formue, mens folk ikke gav mig noget. Og Allah skænkede mig børn ved hende, men ikke ved andre kvinder.&;
Men på visse områder havde Aisha en unik position. Blandt andet var hun den eneste kvinde, i hvis nærvær Profeten modtog åbenbaringer. Og det fortælles, at Profeten ofte fremsagde denne bøn: &;Oh Herre! Jeg bestræber mig på at behandle mine hustruer ens med hensyn til alt det materielle; men tilgiv mig for det, der ligger uden for min kontrol!&; (nemlig: mine følelser og min kærlighed til Aisha).
Aisha har ligeledes fortalt om mange små hændelser i dagligdagen, som vidner om hendes kærlighed til Profeten: De drak af den samme kop; hun vaskede og parfumerede hans hår; hun bekymrede sig om hans helbred osv.

Politiske alliancer
Ægteskaber blev på den tid anset som en effektiv måde til at styrke båndene og forebygge fjendskab og stridigheder mellem venner/familier/klaner. Abu Bakr har sandsynligvis været opmærksom på den prestige, alliancen mellem hans unge datter og Profeten medførte for ham selv og hans familie.
Ligeledes var Umar ibn ul-Khattab på udkig efter en passende ægtefælle til sin datter Hafsa, der havde mistet sin mand i slaget ved Badr. Først kontaktede han den velhavende Uthman ibn Affan, der netop havde mistet sin hustru Rukayya, en af Profetens døtre; men han fik at vide, at Uthman ikke ønskede at gifte sig igen lige foreløbig.
Frustreret over afslaget henvendte Umar sig til Abu Bakr og tilbød ham sin datters hånd; dog modtog Abu Bakr tilbuddet med tavshed.
Umar blev rasende og skyndte sig hen til Profeten for at fortælle ham om de fornærmelser, han mente at være blevet udsat for.
Profeten svarede roligt: &;Skal jeg give dig en svigersøn, der er bedre end Uthman - og give Uthman en bedre svigerfar end dig?&; &;Ja, gør det!&; svarede Umar prompte. &;Så vil jeg gifte mig med din datter, og Uthman skal gifte sig med min datter (Umm Kulthum).&;
Abu Bakr forklarede senere Umar, at han havde hørt Profeten udtrykke et ønske om at gifte sig med Hafsa. Og for ikke at afsløre Profetens ønske havde han besvaret Umars tilbud med tavshed, da Umar havde tilbudt ham sin datters hånd. Ellers ville Abu Bakr helt sikkert have accepteret tilbuddet.
Og således blev freden genoprettet i den lille menighed, og Muhammad knyttede gennem disse ægteskaber stærke bånd til både Umar ibn ul-Khattab (den senere 2. kalif) og Uthman ibn &;Affan (den senere 3. kalif).
Det er uden tvivl tydeligt, at alle involverede parter handlede ud fra politiske motiver.
Brylluppet mellem Profeten og Hafsa fandt sted i år. Hafsa var både ung og smuk, og dermed fik Aisha sin første rival - skulle man tro. Men det viste sig hurtigt, at deres temperament passede godt sammen, og der fortælles flere historier om, hvordan de to lavede sjov med deres langt ældre medhustru Sawda.

Løgnen eller halskæde affæren
I år drog Profeten ud for at forsvare Medina mod angribere fra Banu al-Mustalik. Der blev trukket lod om, hvem af Profetens hustruer, der skulle ledsage ham, og denne gang var Aisha den heldige.
Da hæren holdt pause efter sejren på vejen tilbage til Medina, var Aisha tidligt om morgenen gået afsides for at besørge sine naturlige behov. På vejen tilbage til teltet opdagede hun, at hun havde mistet sin halskæde. Efter at have søgt længe fandt hun den igen; men da hun kom tilbage til det sted, hvor hæren havde holdt hvil, var pladsen tom - hæren var draget videre. Bærerne havde anbragt hendes bærestol på hendes kamel i den tro, at hun allerede havde sat sig i stolen.
Dybt fortvivlet satte Aisha sig på jorden i håb om, at man hurtigt ville opdage den tomme bærestol og sende nogen tilbage efter hende. Hun faldt i søvn, og da hun vågnede, stod en forlegen, ung mand ved navn Safwan i nærheden med sin kamel. Han var blevet efterladt for nærmere at undersøge den forladte rasteplads for eventuelle glemte ting. Han hjalp Aisha op på sin kamel og førte den mod Medina, hvor de ankom ved fuldt dagslys - netop da man havde opdaget Aishas fravær.
En sådan hændelse går sjældent ubemærket hen, og onde tunger forstod at udnytte situationen ved at sprede rygter om denne &;upassende&; opførsel.
Dog kendte Profeten både Aisha og Safwan og troede mere på deres retskaffenhed end på sladderen. Og i en senere åbenbaring (Koranen, 24:11-26) kritiseres muslimerne for at have troet på rygter og ikke bedt om klare beviser for de ondsindede påstande.
Aisha forblev barnløs, så i modsætning til sine medhustruer, der alle havde børn fra tidligere ægteskaber, havde hun ikke et kunya (tilnavn). Profeten gav hende derfor tilnavnet Umm Abd Allah (Abd Allahs mor). Abd Allah var Aishas søstersøn, som hun knyttede sig meget stærkt til. Hun skal have sagt, at hun elskede Abd Allah mere end alle andre - Muhammad og sine egne forældre undtaget.

Profetens død
Profeten befandt sig i hustruen Maymunas værelse, da han blev klar over, at hans sygdom var mere alvorlig end som så. Hans hustruer var samlet omkring ham, da han spurgte dem, i hvis værelse han befandt sig; hvor han skulle være i morgen; og hvor i overmorgen. Hustruerne blev hurtigt klar over, at han forsøgte at regne ud, hvornår det var Aishas &;tur&;, og Profeten bad dem derfor om lov til at blive flyttet til Aishas værelse.
Profeten døde omtrent fjorten dage senere med hovedet i Aishas skød og blev begravet under gulvet i hendes værelse, eftersom han over for Abu Bakr havde udtrykt ønsket om at blive begravet der, hvor han udåndede.
Profeten afgik ved døden i år 632, og Aisha blev enke i en alder af blot atten år; men en åbenbaring forhindrede hende og hendes medhustruer i at gifte sig igen (Koranen, 33:53).
Profetens hustruer fortsatte med at bo i deres værelser ved moskéen. Profeten havde bestemt, at de beskedne midler, han efterlod sig, skulle anvendes til almisser. Ingen af Profetens enker var dog fattige. De havde deres egen indkomst fra salg af husflidsarbejder eller afgrøder. Senere, under Umars regeringstid, fik Profetens enker tildelt en årlig pension fra statskassen. Umar tildelte i første omgang forskellige beløb til enkerne - mest til Aisha, fordi hun havde været Profetens yndlingshustru; dog protesterede hendes medhustruer imod denne forskelsbehandling. De anførte, at Profeten altid havde været meget omhyggelig med at behandle dem ens, så Umar måtte give efter og tildele alle enkerne ens beløb.
Mange år senere købte den 5. kalif, Mu&;awiya, for en betydelig sum det værelse, som Aisha havde fået testamenteret af sin medhustru Sawda. Det ser ud til at have været et skjult underholdsbidrag, for Aisha bevarede boligretten på livstid.
Og hendes søstersøn Abd Allah købte hendes eget værelse af hende for en endnu større sum, og ligeledes her bevarede hun boligretten på livstid. Abd Allah har nok følt sig stødt over Mu&;awiyas generøse købesum og har villet vise, at han ligeledes var i stand til at sørge for sin moster.
Aisha undlod dog at leve et liv i luksus - idet hun huskede Profetens personlige råd til hende om at nøjes med &;en rejsendes forråd og gamle klæder&; og at vogte sig for de riges selskab. Aisha kritiserede regelmæssigt andres luksusliv og overdådige vaner, og hun var selv kendt for at give meget rundhåndede summer til velgørenhed. Det fortælles ligeledes, at hun ved flere lejligheder købte et antal slaver, for umiddelbart derefter at frigive dem.

Religiøs autoritet
Efter Profetens død fortsatte Aisha med at leve efter de forskrifter, som Profeten havde lært hende. Hun underviste både kvinder og børn, og ofte sad mænd i gården uden for hendes bolig og lyttede til hendes ord. I perioden omkring den årlige pilgrimsfærd flyttede Aisha sin residens til området ved Hira-bjerget. Pilgrimme fra nær og fjern samledes omkring hendes telt for at lytte til hende og bede om råd og vejledning i religiøse, finansielle eller personlige spørgsmål.
Aisha blev efterhånden anerkendt og respekteret i hele det arabiske rige og modtog ofte besøg af højtstående personligheder.
Efter Profetens død tøvede Aisha ikke med at rette andre, hvis hun hørte dem fejlcitere Profeten, og hun holdt strengt på, at intet hadîth måtte være i modstrid med Koranen:
Engang fortalte man Aisha: &;Abu Hurayra beretter, at Profeten har sagt, at der er uheld forbundet med kvinder, heste og huse.&; &;Det er ikke korrekt,&; svarede Aisha. &;Han har kun hørt en del af udtalelsen. Hvad Profeten sagde, var: &;Jøderne siger, at der er uheld forbundet med kvinder, heste og huse.&;&;
Det blev fortalt, at Profeten havde sagt, at hvis de efterladte sørger over en afdød, vil den afdøde blive straffet. Hertil bemærkede Aisha: &;Der er ingen forbindelse mellem straf og sorg; det er to vidt forskellige handlinger.&; Og hun citerede: Ingen, der bærer en byrde, kan bære en andens byrde (Koranen, 6:164).
Det blev fortalt, at Ibn Abbas havde sagt, at Profeten havde set Gud ved to lejligheder. &;I har sagt noget, der får hårene til at rejse sig på mit hoved. Den, der fortæller dette, er en løgner,&; sagde Aisha. Og hun citerede: Intet menneske kan se Ham; men Han ser alt. Han er Den Milde, Den Alvidende. (Koranen, 6:103)
Ibn Umar hævdede, at kys gør rituel afvaskning ugyldig; dog fortalte Aisha, at Profeten ikke plejede at forny den rituelle afvaskning efter at have kysset hende.
Aisha hørte Abu Hurayra sige, at en bøn ville være ugyldig, hvis et æsel, en hund eller en kvinde krydsede foran den bedende. Aisha blev vred og sagde: &;Du sammenligner kvinder med æsler og hunde! Jeg plejede at ligge foran Profeten, når han bad om natten (der var ikke meget plads i værelset). Når han knælede ned, trak jeg mine ben til mig, og jeg strakte dem ud igen, når han stod op. Sommetider krydsede jeg foran bedemåtten.&;
Abu Hurayra sagde i en prædiken, at hvis man i fastemåneden Ramadan var nødt til at tage et bad om morgenen, fordi man havde haft samleje med sin ægtefælle om natten, måtte man ikke faste den dag. Folk bad nu Aisha bekræfte dette; men hun sagde, at Profeten ikke havde foreskrevet noget sådant. Abu Hurayra trak efterfølgende sin påstand tilbage.
Et år havde Profeten erklæret, at kødet fra offerdyr skulle spises inden for tre dage fra ofringen. Aisha forklarede senere, at der deri ikke lå et generelt forbud mod at salte og tørre kød, som nogle hævdede. Hensigten var, at man skulle dele offerkødet med dem, der ikke havde råd til selv at ofre et dyr.

Kamelslaget
Aishas far, Abu Bakr, var kalif i to år og blev efterfulgt i embedet af Umar ibn ul-Khattab, der døde i 644. De blev begge begravet ved siden af Profeten i Aishas værelse. Aisha har senere fortalt, at så længe hendes afdøde mand og hendes far 'delte' værelse med hende, følte hun sig hjemme. Dog, efter at Umar blev begravet ved deres side, følte hun, at hun 'delte' værelse med en fremmed og fik rejst en skillevæg. Og da Profetens dattersøn Hasan døde mange år senere, modsatte hun sig på det bestemteste at efterkomme hans ønske om at blive begravet ved siden af sin morfar.
Nu blev en anden af Profetens trofaste ledsagere, Uthman ibn Affan, valgt til 3. kalif. I år 656 blev han efterfulgt af Ali ibn Abi Talib, Profetens fætter. Han var gift med Profetens yndlingsdatter, Fatima, og gennem hende far til Profetens eneste mandlige efterkommere, Hasan og Husayn.
Aisha blandede sig med tiden mere og mere i offentlige anliggender. Under de politiske uroligheder, der fulgte i kølvandet på Alis udnævnelse til kalif, valgte Aisha at gå imod Ali. Hun havde nemlig næret uvilje imod ham lige siden affæren om halskæden, fordi han ikke havde troet på hendes uskyld. Til sine medhustruers store sorg, og til trods for Umm Salamas påmindelse om, at en kvindes plads er i hjemmet og ikke på slagmarken, og at Profeten utvivlsomt ville have misbilliget hendes beslutning, deltog hun aktivt i et stort slag mod Ali nær Basra. Hun dirigerede sine tropper ridende på en hvid kamel, &;Askar, én af Arabiens bedste. Det blodige slag endte først, da Aishas kamel faldt for fjendens pile. Aisha tog nederlaget med oprejst pande - og Ali sørgede for passende eskorte til hende, så hun kunne vende standsmæssigt hjem til Medina.
Da nyheden om mordet på Ali i år 661 nåede Aisha, sørgede hun - til alles store forbavselse - dybt over ham og roste i høje toner den hengivenhed, der havde præget forholdet mellem ham og Profeten.
Det var efter Kamelslaget, at basraneren Abu Bakra i en forsamling priste sig lykkelig over, at han ikke havde ladet sig overtale til at kæmpe på Aishas side, fordi han (24 år efter Profetens død) var kommet i tanke om, at Profeten havde sagt: &;Et folk, der betror sin ledelse i en kvindes hænder, vil aldrig have fremgang&; eller (ifølge en anden version): &;Ethvert land, der ledes af en kvinde, går sin undergang i møde.&;
Abu Bakra er dog den eneste, der påstår at have hørt dette udsagn fra Profetens mund. Man kan have mistanke om, at han har &;fabrikeret&; udsagnet til lejligheden, og han var da også nogle år forinden blevet dømt for falsk vidneudsagn i forbindelse med en sag om utroskab. Og ifølge Koranen (24:4) og almindelig retspraksis bør man aldrig derefter acceptere en sådan persons vidneudsagn.
Udsagnet virker desuden utroværdigt i lyset af alle de kilder, der beretter om, hvordan Profeten rådførte sig med hustruerne Khadijah og Umm Salama. Ligeledes ses der heller ikke i Koranen spor af fordømmelse af dronningen af Sabas virke som statsoverhoved (Koranen, 27:22-44).

Efter nederlaget ved Basra blandede Aisha sig ikke længere i politiske anliggender, men koncentrerede sig mere om lokale anliggender og den personlige rådgivning.
Da medhustruen Saffiya døde, sørgede Aisha for, at hendes testamente blev respekteret. Saffiya havde testamenteret en tredjedel af sin betydelige formue til en nevø; men da denne var jøde, var mange tilbøjelige til at erklære testamentet for ugyldigt. Man spurgte Aisha til råds, og hun argumenterede for at respektere afdødes testamente, hvilket man så gjorde.
Hun fungerede som sin families overhoved og tog sig som sådan af sine søskende, nevøer og niecers ve og vel. Hun arrangerede deres ægteskaber, mæglede i ægteskabelige og familiemæssige stridigheder og var altid rede til at forsvare dem imod angreb af enhver art.
Til det sidste nød Aisha en respekt i samfundet uden sidestykke; dog har eftertiden uden tvivl pyntet lidt på hendes eftermæle hist og her, og mange af de her refererede hændelser findes i flere udgaver. Traditionen nævner ti fortrin, som hun havde i forhold til Profetens andre hustruer:

Hun var Profetens eneste &;jomfrubrud&;.
Begge hendes forældre hørte til de allerførste, der antog Islam.
Gud selv havde erklæret hendes uskyld (i løgne-affæren).
Englen Gabriel havde i et syn opfordret Profeten til at ægte hende.
Hun vaskede sig i samme balje som Profeten.
Profeten bad i hendes nærværelse.
Profeten modtog åbenbaringer i hendes nærværelse.
Profeten døde i hendes arme.
Profeten døde på &;hendes dag&;.
Profeten blev begravet i hendes værelse.

Aisha døde efter kort tids sygdom som 64 eller 67-årig (i 678 eller 679). En imponerende menneskemængde fulgte hende til hendes sidste hvilested på al-Baqi-gravpladsen i Medina, hvor Abu Hurayra reciterede begravelsesbønnen over hende.

(Ovenstående er første gang bragt i ISLAM - FRED & HARMONI 1/2005)

Se også: Aichas alder

Kilder:
ABBOTT, Nabia: Aishah. The Beloved of Mohammed. London, 1942.

The modern :
Aisha &; The Mother of the Faithful &; Aishah bint abi Bakr

El-ZAYAT, Farouk Mohamed:
Mütter der Bavaria, München (uden årstal).

NADVI, Allama Saiyid Sulaiman:
Hazrat Ayesha Siddiqua. Her Life & Works. Kuwait, 1984.