Hvad indebærer det, når man har lagt grundlaget fra start?
'Over tid har jeg fundet større ro i min undervisningspraksis, og i dag forstår eleverne i 1.U præcist, hvad der forventes, når jeg har ansvaret for timen. Dette har medført, at et stærkt bånd er blevet etableret, hvilket muliggør en mere effektiv formidling af viden fra min side,' påpeger Marie, der desuden oplyser, at hun også har to ugentlige undervisningstimer i parallelklassen; en time er dedikeret til billedkunst, den anden til engelsk.
'Og netop der er min rolle mere som en tilfældig gæst (en 'ugens gæst'), hvilket gør undervisningssituationen betydeligt mere kaotisk og udfordrende at opnå elevernes agtelse.'
Jacob fungerer - i modsætning til sin kollega Marie - ikke som klasselærer for nogen specifik klasse. Han er desuden ansat i en midlertidig stilling, der udløber ved sommerens begyndelse. Ikke desto mindre har hans egen erfaring også vist, at en fast og konsekvent tilgang har båret frugt.
'Der var specielt én førsteklasse, som fra starten vedvarende prøvede at teste mig og mine grænser. Det paradoksale er dog, at netop denne klasse i dag fremstår som den mindst udfordrende at undervise. Og det kan utvetydigt tilskrives det faktum, at jeg fra dag ét ikke indtog en eftergivende position,' forklarer han.
Foretrukken disciplin: Matematik frem for ferieperioden
Nutildags konstaterer Jacob med jævne mellemrum, at eleverne udviser glæde, når de møder ham. Et eksempel på dette indtraf, da en mindre gruppe fjerdeklasseelever forud for vinterferien ytrede deres utilfredshed over ferieudsigt, idet de forklarede, at 'det ville betyde en længere pause, før de atter skulle have matematik,' beretter Jacob med et smil:
'En sådan tilbagemelding varmer mig i høj grad om hjertet.'
Marie har, i fællesskab med Kim, der er førsteklassens teamlærer og underviser i matematik samt musik, fra start prioriteret den relationelle del af undervisningen frem for den rent faglige:
'Vi har engageret os i leg og gennemført et væld af samarbejdsøvelser for at sammentømre dem. Jeg synes desuden, at vi nu har nået et stadie, hvor den interne uro er betydeligt reduceret. Jeg fornemmer, at eleverne nu udviser gensidig respekt, og jeg er overbevist om, at vores indsats har spillet en vis rolle i dette,' afslutter hun.
Balancen med humor: En vanskelig disciplin
Det skal bemærkes, at både Jacob Bagiran og Marie-Cecilie Rosenmeier oprindeligt er uddannet til at undervise i udskolingen. Følgelig har den indledende fase med de yngste elever (de små poder) vist sig at være en flersidet udfordring.
'Jeg har altid haft en intention om at være en underholdende lærer - med andre ord at inddrage min egen humor i undervisningsforløbet. Men skulle jeg falde i snak eller spøge med nogle af eleverne fra førsteklassen, har de svært ved at genfinde roen. De bliver da overstimulerede og evner ikke at fatte, at de efterfølgende skal åbne deres bøger på side toogtyve (22),' uddyber Jacob.
Jacob oplever desuden, at det på visse dage kan være en udfordring at komme i gang med det planlagte undervisningsmateriale.
'Hilbert Meyer, en anerkendt undervisningsteoretiker, som vi studerede på seminariet, påpeger blandt andet, at det centrale er at dedikere tiden til undervisning - og ikke til en række andre distraktioner. Dette er imidlertid ikke muligt for mig, når der sidder tre grædende børn, som er påvirket af en frikvarterskonflikt,' fastslår han.
"Pyt"-mekanismen
Marie har - på baggrund af de samme problematikker - udtænkt begrebet en 'pyt-knap' i sin klasse for at håndtere hverdagens små udfordringer.
'Jeg indleder hver undervisningstime med en kort evaluering af det netop afsluttede frikvarter. Herved gives børnene lejlighed til at berette om uheldige hændelser, hvorefter vi i fællesskab kan vurdere, om episoden falder ind under "pyt"-kategorien. Hvis hændelsen klassificeres som en 'pyt-sag', går de hen og trykker på knappen, og derefter er vejen banet for at koncentrere sig om den faglige undervisning,' beretter hun.
Marie-Cecilie Rosenmeier konstaterer yderligere en betydelig diskrepans mellem det faglige fokus, der prægede hendes uddannelse, og de konkrete udfordringer, hun møder i den praktiske undervisning:
'Jeg er af den opfattelse, at uddannelsen har været overvejende teoretisk. Jeg er helt usikker på, hvordan jeg skal kunne anvende en betydelig del af teorien i praksis, da lærergerningen i vid udstrækning handler om at akkumulere erfaringer. Og det er minimalt, hvad vi har opnået af praktisk indsigt under praktikforløbet,' bemærker hun.
Alder ikke en barriere
Aktuelt er både Marie-Cecilie Rosenmeier og Jacob Bagiran femogtyve år gamle (25 år), og alderen var et væsentligt fokuspunkt for dem begge før deres tiltrædelse. De indledende bekymringer om at være 'for ung' er dog fuldstændig blevet afvist af virkeligheden.
'Siden min tiltrædelse har jeg fuldstændig undladt at reflektere over det,' erklærer Jacob.
Heller ikke Marie har i synderlig grad overvejet det.
'Min primære ængstelse drejede sig især om, at mit udseende ikke afspejler min alder. Jeg ligner faktisk nogle af de piger, der går i syvende klasse. Men dette har absolut ikke vist sig at være et problem i praksis,' klargør hun.
Forældrene har ej heller givet udtryk for nogen negativ holdning til hendes alder, selvom det har føltes 'uhyre spændingsfyldt' at skulle optræde som en voksen i deres selskab.