Hvornår er Mælkevejen synlig fra vores planet
Anskuer vi kosmos fra et yderst vidtstrakt perspektiv, fremstår Mælkevejen som det ultimative, mest omfangsrige og for mange ufatteligt mægtige strålende fænomen.
Utallige milliarder af galaktiske systemer eksisterer i rummets uendelighed. Mælkevejen udgør en af disse, og den omfatter blandt andet Jordens solsystem.
Når de optimale betingelser er til stede, kan Mælkevejen betragtes som et bånd af exceptionelt mange stjerner og lysende himmellegemer. Dette forudsætter dog en uforstyrret himmel og en absolut mørk nat (hvilket indebærer minimalt månelys og fravær af urbane lyskilder).
Vores egen galakse, Mælkevejen, er den, der omfatter både Jorden og hele solsystemet, og den har fået sit navn, da den fremstår som et strålende, båndlignende fænomen på nattehimlen. Dette visuelle bånd repræsenterer den del af galaksen, som er synlig fra vores planet (eksempelvis fra Silkeborg, som nævnt ovenfor), grundet vores position som interne beboere, hvorfra vi betragter den 'indefra' eller 'fra en skrå vinkel'.
At præcist kvantificere og afveje Mælkevejens dimensioner er en udfordring, idet vi er placeret indenfor dens strukturer. I modsætning hertil er det lettere at få et helhedsindtryk af eksterne galakser, hvilket muliggør en mere præcis observation, evaluering og kortlægning af disse.
Uagtet vanskelighederne ved at skabe et fuldt overblik har astronomer dog kunnet fastsætte visse nøgletal for Mælkevejen:
- Omfang: Hundrede tusinde lysår i tværmål (hvert lysår svarer til cirka 9.460.730.472.580,8 kilometer).
- Massivitet: svarende til en samlet vægt af tre billioner af vores sols kaliber.
- Eksistensperiode: Tretteen komma to milliarder år (dermed næsten af samme alder som kosmos selv).
- Stjerneantal: et sted mellem to hundrede og fire hundrede milliarder individuelle stjerner.
En sandelig KÆMPE optisk fænomen, som det blev påpeget...
Himmellegemer indenfor Mælkevejsgalaksen
Mælkevejsgalaksen, der ved en flygtig betragtning kan fremstå som et jævnt, strålende bånd, omfatter i virkeligheden et væld af fascinerende himmellegemer. Et fremtrædende eksempel herpå er Rosettatågen, der kategoriseres som en nebula (se illustrationen herunder).
Oprindeligt fungerede 'nebula' som en bred betegnelse for enhver 'uklar plet' observeret på stjernehimlen. Med forbedring af observationsteknikker, hvor de tidligere "tågede" regioner nu kan identificeres som for eksempel fjerne galakser, er betydningen af begrebet dog blevet specificeret til at henvise til en 'sky af interstellart gasmateriale'; hvilket indikerer en region, der besidder en bemærkelsesværdig tæthed af kosmisk partikelmateriale, luftarter og ioniseret stof.
Kosmisk støv, gas og plasma udgør de fundamentale komponenter i dannelsen af stjerner. Af denne årsag tjener en nebula ofte som et område, hvor nye stjerner tager form og udvikler sig - man kan kalde det et himmelsk 'stjerne-vuggeområde'.
Faglig koordinator: John Cappelen
Materialet er delvist funderet på 'Lysfænomer i Naturen' (Høst og Søn 1998) tillige med bidrag fra Jesper Grønnes skrifter.
Senest revideret den 3. september 2018