Messias er vendt tilbage

Hans tilbagekomst skete med et pludseligt, blændende skær. Han bar funklende hvide dragter, havde et klart, skarpt blik og talte med en mild røst. Skønt han selv var totalt våbenløs, sank alligevel hver eneste våbenklinge til jorden ved hans fødder. Efter at have gennemfaret de dødes sfære, var han atter vendt tilbage til de levendes verden.

Denne karakteristik kunne umiddelbart lede tankerne hen på Jesus Kristus, men det er dog en anden skikkelse, der her er tale om. I virkeligheden er det magikeren Gandalf, der i J.R.R. Tolkiens episke værk "Ringenes Herre" vender tilbage til livet. Det afsnit, hvor Gandalf genopstår, udgør det mest tydelige vidnesbyrd i bogen om den inspiration, forfatteren trak fra beretningerne om Jesus; dog besidder også Frodo og Aragorn karaktertræk, der minder om Kristus-figuren.

Frodo - Den jordiske Kristus-skikkelse

Frodo, den lille Hobbit, påtager sig ansvaret for at udslette Ringen, et mægtigt artefakt, der formår at destruere hele verden. Denne byrde (Ringen) slæber han som et personligt kors på tværs af hele Midgårds landskaber, fuldt bevidst om, at han formentlig ikke vil vende levende tilbage fra sit farefulde foretagende.

Ringen, der er skabt af Sauron - fristelsens mester - hvisker uophørligt til Frodo for at forlede ham bort fra den yderst vigtige opgave, der er blevet ham betroet. Og det skal bemærkes - Frodo tøver. Han giver endog efter for forførelsen mod slutningen af fortællingen, men reddes dog mirakuløst, idet Ringen bemægtiges af Gollum, denne skabning som Frodo tidligere havde udvist dyb medfølelse over for.

Frodo fremstår yderligere som Midgårds symbolske offerlam. Selvom han formår at overleve Ringens fuldstændige destruktion, er han alligevel ude af stand til at forblive i Midgård. Ved sit farvel betror han sin loyale tjener, Sam, at han havde forsøgt at redde Herredet, og at det da også var blevet frelst, dog ikke til hans eget gavn. Han forklarede videre, at det ofte måtte forholde sig således, når noget var i fare; nemlig at visse individer var nødt til at opgive eller miste noget, for at andre kunne beholde det. Som kompensation tildeles han muligheden for at foretage en sørejse til Valinor, det primære, næsten utopiske domæne, hvor de højere (guddommelige) entiteter residerer i samklang med Elverfolket.

Gandalf - Den opstandne Kristus-skikkelse

Beretningen om magikeren Gandalf afspejler på den mest tydelige vis evangeliernes fortællinger om Jesus' liv, inklusive hans død, efterfølgende opstandelse og endelige himmelfart. 

Under deres farefulde færd mod Skæbnens Bjerg, hvor Ringens endelige udslettelse må finde sted, ser Broderskabet sig tvunget til at passere gennem Moria-gruberne. Disse underjordiske gruber er dog blevet invaderet af fjendtlige styrker, og det er på dette sted, Gandalf må konfrontere en balrog i kamp - et dæmonisk væsen, der kropsliggør flammende pinsler og lidelse. Gandalf møder sin død, men vender efterfølgende tilbage i skikkelse af Gandalf den Hvide, nu besiddende forøget magt og dybere indsigt. I sin nye skikkelse som den Hvide Troldmand bibringer Gandalf Mændene fornyet mod og urokkelig styrke, og hans genopstandelse etablerer ham som ondskabens ultimative og uovervindelige modstander. På samme måde som Satan og Jesus i de bibelske fortællinger fremstår som hinandens diametrale modsætninger, er Gandalf i "Ringenes Herre" entydigt positioneret som den direkte opponent til den personificerede ondskab, Sauron.

Aragorn - Den allegoriske Messias-figur

Skulle Gandalf repræsentere den genopstandne Kristus, og Frodo den jordiske Jesus, da er Aragorn utvivlsomt den symbolske frelserfigur.

Han udgør - hvilket trilogiens afsluttende bind bekræfter - den returnerende konge. Han fører en tilværelse som både kriger og omvandrende skikkelse, hvorved han fordunkler sin ægte herkomst; men i løbet af konflikten mod Sauron indtager han sin berettigede position som Gondors hersker. Med hans bestigning af tronen indledes en epoke præget af fredelig velstand og almindelig trivsel for menneskeslægten.

I Esajas' Bog, hvor Messias' ankomst, ifølge den overleverede visdom, forudsiges, beskrives frelseren med disse ord: "Hans skikkelse havde ingen skønhed, vi så ham, men vi brød os ikke om synet." (Esajas' Bog 53,2) 

Aragorns første fremtræden i "Ringenes Herre" afspejler sig bemærkelsesværdigt i den samme karakteristik. I et poetisk værk betegnes han som "guldet, der ikke glitrer", og da hobbitterne første gang krydser hans vej, erkender de ingen ydre skønhed i hans fremtoning.

Skikkelsen af Aragorn rummer også en symbolsk fornyelse. Efter at have begivet sig fra Rohans landområder, foretager Aragorn en rejse i retning af Gondor via De Dødes Sti, et mystisk spor der snor sig under en massiv bjergkæde. Efter at have emergeret på den modsatte side, fortsætter han søvejen til Gondor, mens kongebanneret stolt blafrede fra skibets mast. Han trådte ind på De Dødes Sti i skikkelse af vandringsmanden Traver, men trådte ud fra stien som Aragorn, den genkomne Konge.

Læs yderligere: En kortfattet introduktion til J.R.R. Tolkien og Interessante fakta: Om Tolkien og kristendommen.