Sådan håndterer man følelsen af savn

Jeg bliver tit fortalt, at det er sundt at føle savn. At savne nogen er en indikation på, at jeg holder af dem. Og det er egentlig meget rart at få den bekræftelse, fordi i den travle hverdag, hvor tingene går meget hurtigt, og hvor der ligger beskidte strømper på gulvet, og lyset igen er blevet glemt på toilettet, kan det være svært at stoppe op og mærke efter. Men ligesom man siger, at savn er godt, så gælder det også, at "alt skal nydes med måde". Denne sommer har desværre været kendetegnet ved en alt for stor dosis af savn.

Denne sommer efterlod vi Emma i Danmark, mens den resterende del af os tog på en uges charterrejse til Rhodos. For aller første gang. For Kristoffers og Sarahs behov. En ferie på deres vilkår med både mor og far. Det var utrolig svært at sige farvel til Emma. Vi skulle ikke se hende i 10 dage. Vi var klar over, hvad det betød, men det var hun "heldigvis" ikke. Emma lever i nuet og har ikke den samme opfattelse af tid som os andre. Og det er en stor lettelse.

Vi havde en virkelig dejlig tur. Alt var simpelthen perfekt. Men også mærkeligt, fordi det var så anderledes, end det vi er vant til. Så når vi ser tilbage på det nu, så husker vi de små ting, eksempelvis at Søren og jeg kunne gå små romantiske ture alene, uden at skulle tænke på børnepasning først og uden at skulle stresse med at komme tilbage.

På Rhodos undertrykte jeg savnet af Emma. Det kom til udtryk, da vi hentede hende igen. For lyden af hendes begejstring over at se os ramte mig dybt i hjertet, og tårerne strømmede ned ad mine kinder, mens jeg gav hende masser af kys i hele ansigtet. Faktisk begynder tårerne at trille ned ad mine kinder lige nu, mens jeg skriver dette. Men hun var lykkelig. For hun var blevet passet rigtig godt af hendes aflastningscenter.

Næste del af vores sommerferie var Sverige. Men det var udfordrende for Kristoffer. Han foretrækker at være hjemme. Og nu havde han lige været væk i en hel uge og skulle afsted igen. Det var tæt på, at vi ikke fik ham med. Men det lykkedes, blandt andet fordi vi gav ham mulighed for at tage hjem tidligere, end vi først havde besluttet os for.

Kristoffer, Jackson og Søren, drengene, er taget hjem i dag. Jeg er blevet her i Sverige med Emma og Sarah og Pillan. Vi var ikke klar til at tage hjem endnu.

Jeg havde faktisk regnet med, at det ville være nemt for mig. Men da de kørte, fik jeg ondt i alle muskler i kroppen, det føltes som om al ilt forsvandt, jeg fik kvalme og blev meget trist.

I øjeblikket sidder jeg og kæmper med at holde tårerne tilbage, så Emma ikke opdager, at jeg er ked af det. Hun ligger nemlig her glad ved siden af mig og ser Dyrene i Hakkebakkeskoven. Samtidig med at jeg savner igen og føler mig tom. Jeg savner Søren utrolig meget. Jeg savner Kristoffer. Endnu engang savner jeg at være sammen. Selvom det nu kun drejer sig om få dage, så nåede jeg lige at nyde at være os, at opleve at være samlet alle sammen, her hvor vi bare er sammen, hvor der ikke er fart på. Hvor vi næsten er en helt normal familie. Jeg har mest af alt lyst til at kaste op. Måske det vil fjerne den der klump af savn i maven.

Emma og Sarah nyder bare at være os piger. Så igen må jeg tilsidesætte mig selv. Jeg må tvinge mig selv til at tænke positivt og ignorere tristheden og kvalmen og sige højt til mig selv, at jeg er så heldig at have så mange i mit liv, som jeg holder af. At jeg stadig efter 20 år elsker min mand så højt. Det hjælper. Så nu må jeg have tøse-hygge de kommende dage, holde tårerne tilbage, når de presser sig på, og så glæde mig til at se drengene igen.