Hvor stammer Lindebergs beklædning fra?

Oftest er designerinterviewene styrede og kortfattede. Diskrete mødelokaler i store hovedkvarterer eller på kølige hoteller danner rammen, hvor der typisk er opsat mineralvand og en smule frisk frugt, som ingen berører. Tidsrammen er omhyggeligt fastsat, en halv time, og kun sjældent en hel, hvis der er usædvanligt held. Designere besvarer spørgsmål på en beleven og behersket facon. De dvæler kortvarigt ved sig selv, men taler vidt og bredt om deres forretningsmærke. Drøftelsen omfatter processer og inspirationskilder, dog aldrig noget, der forekommer vanskeligt eller ufordelagtigt.

Anderledes forholder det sig dog med Johan Lindeberg, den anerkendte svenske designer, der for nylig er vendt tilbage til det tøjmærke, der bærer hans navn, J. Lindeberg, i rollen som kreativ rådgiver.

Han forlod virksomheden i efter uoverensstemmelser med investeringsparterne, men har nu indvilliget i at arbejde for foretagendet i en foreløbig toårig periode. Dette er en fængslende fortælling, ja, en skelsættende begivenhed i den skandinaviske modeverden, som næsten kan sidestilles med en tilbagekomst af Malene Birger til By Malene Birger. Præcis som hun i sin tid var synonym med sit mærke, var han med sit.

Han var Sveriges første store modeikon - den person, der klædte filmstjerner og sangere på, hvis kreationer blev set på de røde løbere. Han var manden, der revolutionerede golfmoden, og agerede desuden sin egen bedste promotion-søjle, altid villig til at hoppe på motorcyklen for at udbrede budskabet om frihedsdrømmen og et liv som en uophørlig fest.

Men den årige Johan Lindeberg har ligeledes en anden beretning at dele. Fortællingen om at overkomme livskriser og om at afdække, hvordan den dreng, han engang var, forvandlede sig til den mand, han er i dag. Og hvorvidt han, nej, om han mistede en del af sig selv på rejsen.

Vi træffes på restaurant Aurora i Williamsburg, New Yorks mondæne kvarter, som dog ikke er så chik, at det er risikabelt. Han bor blot to ejendomme fra spisestedet og kom her dagligt, da han foretog ombygninger efter indflytningen. På reservationslisten står han simpelthen som »Johan«. Han bestiller en suppe med pasta og bønner samt en flaske rødvin.

Han fremstår som en høj mand, solidt bygget. Hans hår er brunt og farvet, med en halv centimeters synlig grå udvoksning. Det er sparsomt i toppen, men børstet op, så det danner vingeformede konturer omkring ansigtet. Han er iført røde støvler og en lang ulden frakke, der når helt ned til gulvet.

Slidsen bagpå er revnet. En pelsvest stikker frem under jakken. Han bærer en slidt ulden trøje, armbånd om håndleddene og to halskæder om halsen. Han giver indtryk af en person, der har midler til at forny sin garderobe, og derfor anser det for en ære ikke at bekymre sig om tøjets slitage.

Før måltidet serveres, deler han en anden historie; den om at være blevet slået ud.

»Det forgangne år har været utroligt belastende for mig, da min forlovede forlod mig. Noget fra hendes fortid, som jeg var totalt uvidende om, dukkede op, og hun gik pludseligt. Det var et kolossalt chok, og jeg har kæmpet for at komme ovenpå. Jeg har været nødsaget til at afdække årsagen til, at det ramte mig. Nu skal hun gifte sig med ham; det passer måske også bedre aldersmæssigt, da hun er tyve år yngre end mig. Men jeg var overbevist om, at vi skulle være sammen for altid, så det var den værste oplevelse, jeg nogensinde har haft.«

Hans PR-ansvarlige, en ung kvinde, smiler let nervøst over den ublu ærlighed.

»Men jeg antager, at andre potentielt kan tilegne sig viden fra den proces, jeg gennemgår. De kan spejle sig i den. For man drager lærdom af alt, der sker.«

Johan Lindeberg fortsætter dog med at berette, hvordan han har stræbt efter at komme videre. Han har afbrudt al forbindelse til hende og har opsøgt særdeles utraditionel assistance.

Han har modtaget behandling fra en healer, bosat tre flyvetimer fra New York, og har tilbragt tid i junglen i Peru, hvor han i flere på hinanden følgende døgn var alene og indtog ayahuasca - en te, som sydamerikanske shamaner anvender til at fremkalde trance. Desuden konsulterede han en hypnotisør, som han stadig benytter. Hypnotisøren residerer i Stockholm, så de kommunikerer via Skype.

»Han instruerer mig i at visualisere min eks og forvise hende ud i rummet. At fjerne hende fra mine tanker. Man kan tænke og tænke og tænke, og det er udelukkende uproduktivt. Det forværres kun. Så jeg SENDER hende ud i rummet.«

Han knipser med fingrene, som om ekskæresten sad på hans finger og kunne fjernes som en krumme.

»Jeg har besluttet at være fuldstændig åben omkring mine følelser. Jeg har givet adskillige svenske interviews og deltaget i den mest lyttede svenske podcast, Värvet, som præsenterer samtaler med kendte svenskere, hvor jeg fortalte alt. Men jeg forestiller mig, at andre potentielt kan lære noget af den udvikling, jeg gennemgår. De kan identificere sig med det. For man tilegner sig viden fra alle begivenheder.«

»Jeg har erfaret, hvordan et parforhold virkelig kunne være. Hun kom tættere på mig, end noget andet menneske nogensinde har gjort. Gennem hende har jeg genoprettet forbindelsen til den lille Johan, til den, jeg var, før jeg iførte mig en facade. Når jeg betragter ældre fotografier af mig selv, smilede jeg aldrig. Jeg så barsk ud, fordi jeg skjulte mig bag det, når jeg følte mig usikker. Men nu er jeg tvunget til at finde ud af, hvor Lille Johan befinder sig. Hvor stor en del af den, jeg er nu, er facaden, og hvor meget der er den lille Johan.«

Fra lille Johan til Mr. Diesel

Den unge Johan kom til verden og voksede op i den svenske universitetsby Lund. Han stammer fra en præsteslægt, hvor både hans morfar og farfar var præster. Hans far var kulturjournalist ved Sydsvenska Dagbladet og arbejdede i en årrække for kvinders ret til præsteembedet, men var ikke selv troende. Hans mor var ansat i administrationen ved universitetets litteraturinstitut. Han har en yngre søster, der ligeledes har haft en kreativ karriere.

»Lund var en by befolket af universitetsstuderende, og det at vokse op der i erne har sat sit præg på mig, for ungdomsoprøret i påvirkede stadig byen. Det fyldte enormt. Den fornemmelse af opstand og frihed har jeg aldrig sluppet.«

Han klarede sig fint i skolen, men udmærkede sig ikke specielt. Han var usikker på sin fremtidige retning. I en alder af sytten år mødte han Lena, som han indledte et kæreste-forhold med.

»Hun var fabelagtig, hun var dygtig til alt. Hun stod på ski og spillede golf, hun var klubmester, så jeg måtte nødvendigvis lære at spille golf og stå på ski. Hun var smuk, og hun var designer. Men vi brød vores forhold efter et par år. Jeg var nok for ung,« konstaterer han.

»Men hun lærte mig meget; jeg har altid tilegnet mig en masse fra mine relationer og fra kvinder. Hvis jeg betragter mit liv, foregår udviklingen næsten altid parallelt med mine parforhold. Af Lena lærte jeg at anstrenge mig og tage mig sammen.«

Følgelig kom han ind på handelsskolen og dimitterede. Han blev en yuppie i en tid, hvor de virkelig forstod at fylde et jakkesæt ud, og rejste verden rundt på business class med et enormt slips og ekstremt skarpe skulderpuder.

Han læste Dagens Næringsliv, da det var den foretrukne avis blandt dem, der tjente penge, og han genererede store indkomster ved at handle med cellulose - et materiale, der blandt andet anvendes til papirfremstilling.

Men han kedede sig også efter nogle år. Han søgte ansættelse ved et reklamebureau i Malmø, Brindfors, og opdagede det italienske jeansmærke Diesel, som han blev så betaget af, at han rejste til Italien for at overtale Diesels grundlægger og ejer, Renzo Russo, til at lade ham blive svensk importør.

Dette blev han efter en vis overtalelse, og han udførte eksperimenter med, hvad der kunne opnås med Diesel i Sverige. Han fandt, at nogle af mærkets jeans var for lyse. Derfor fik han dem farvet - en proces kendt som vaskning i jeanssprog - mørkere på en fabrik i Borås.

Han påbegyndte også produktionen af Diesels reklamer, først til en vis skepsis fra Renzo, men senere med stor succes, hvor han skabte nogle af de mest omtalte kampagner i erne med »Succesfuld Livsstil«-kampagnen i samarbejde med Paradiset. Her producerede de kampagner med budskaber om at leve et godt liv og opføre sig ordentligt, men kommenterede også aktuelle emner på en ironisk måde; en gruppe aber blev for eksempel fremstillet i en heilende positur som en kommentar til datidens flirten med højrefløjen.

Han blev administrerende direktør for Diesel i USA, hvor han etablerede mærkets første butik over for Levis for at minde sig selv om den konkurrence, han stod over for. Det opnåede en gigantisk succes. Han tjente store summer, han levede Diesel-livet fuldt ud, han festede, han åbnede forretninger, han var Hr. Diesel i USA. Men i sidste ende var han dog ansat af Hr. Diesel selv; når store beslutninger skulle træffes, var det Renzo Russo, der havde det afgørende ord.

»Jeg kunne jo ikke bestemme, selvom jeg undertiden mente, at jeg vidste bedst. Det var Renzos selskab, og det stod klart for mig, at jeg måtte etablere mit eget. Men vi skiltes i al stilhed i «

Nu var Johan Lindeberg forberedt på at erobre verden endnu en gang, blot under eget navn.

»Da jeg etablerede erg i , var min ambition at skabe en nutidig version af Ralph Lauren.«

Vi er færdige med at spise. Samtalen forflytter sig fra restauranten til hans bolig.

»Vi kan medtage denne her,« siger han og indikerer karaflen, der stadig indeholder vin.

»Må jeg få den med, jeg bor lige ved siden af?« spørger han tjeneren, der ser forbløffet ud og svarer: »Jeg kan hælde den tilbage på flasken, ellers må jeg spørge min manager.«

»Gør det, jeg kender manageren udmærket,« siger Johan Lindeberg med den selvfølgelighed, som et liv i ledelse giver.

Manageren dukker op med et stykke sølvpapir, som han placerer over karaflen, før han lægger den i en brun pose. I New York er det ulovligt at færdes på gaden med en åben beholder med alkohol.

Johan Lindeberg bebor et byhus i Williamsburg. Nederst findes et omfangsrigt, tomt butikslokale med slidte, tykt lakerede gulve og fastmonterede skuffedarier på væggen. Der har tidligere været en antikvitetsforretning. Johan Lindeberg har overvejet at etablere et galleri dér, men den nuværende plan er at indrette en café i samarbejde med nogle hippe unge mænd fra Stockholm, der specialiserer sig i chiagrød og avocadomadder.

»Men vi får se,« siger Johan Lindeberg, idet han bevæger sig op ad trappen til første sal. Her er et rummeligt køkken med udgang til en terrasse, hvor der normalt er udsigt til Manhattan, Williamsburg Bridge og Freedom Tower, men i dag er udsigten sløret af sne. Desuden findes en spisestue og en opholdsstue.

Væggene er malet en dyb, mørkegrøn farve, inspireret af den franske model og forfatter bag bestselleren »How to be Parisian«, Caroline Maigrets lejlighed. Han besøgte hende, da han skulle fotografere hende. Sådan drysser berømte navne uophørligt ind i samtalen.

I gangen hænger et billede af den brasilianske model Giselle Bündchen, som han selv har fotograferet. Hun ringede personligt og forespurgte. Han tænder et væld af hvide bloklys i stuens pejs. Sætter sig til rette i sofaen og er rede til at tale.

»Da jeg grundlagde erg i , havde jeg en ambition om at udvikle en moderne udgave af Ralph Lauren. Det skulle være et nutidigt livsstilsmærke, ikke blot et denimbrand, selvom jeg tidligere havde haft succes med det, og derudover ønskede jeg at reformere golfsporten. Golfverdenen er uhyre konservativ.«

»Min tanke var, at hvis jeg kunne motivere de meget traditionelle mænd, der spiller golf, til at klæde sig anderledes, så ville de måske begynde at tænke anderledes. Det var mit formål med mit mærke.«

Det lykkedes. I en kontekst hvor ternede bukser var normen og en pastelfarvet polo var ligefrem dristig, formåede han at få golfspillere til at bære tøj, der både var mere tætsiddende og i friskere farver.

Da den svenske golfspiller Jesper Parnevik triumferede i Texas, talte publikum mere om hans beklædning end om selve sejren: Tætsiddende bukser i modsætning til de sædvanlige løse chinos - og så endda i lyserød!

»Det kræver mod at spille i lyserød i Texas,« udtalte Parnavik efter matchen. Han blev en af ergs mest markante profiler i golfverdenen. I modebranchen modtog han anerkendelse for sine rock'n'roll-inspirerede kollektioner og sin globale tilgang til mærket. Han åbnede straks kontorer i både New York og Stockholm, modtog hurtigt en række svenske modepriser, og inden for få år omsatte erg for over millioner svenske kroner.

I lancerede mærket en damelinje, designet af hans ægtefælle Marcella. En skilinje blev tilføjet, samt solbriller. Mærket var det første skandinaviske, der for alvor brød igennem internationalt; Aston Kutcher bar tøjet, og da Brad Pitt, tidens absolut hotteste sexsymbol, optrådte ved Golden Globe i , var han iført en smoking fra J. Lindeberg.

Det blomstrede. erg oplevede enorm succes, blev forhandlet globalt og havde egne forretninger i adskillige lande, men udvidelse af et modefirma kræver betydelig kapital, så Johan Lindeberg solgte gradvist ud af firmaet for at tilvejebringe investeringsmidler.

En bid ad gangen, og til sidst ejede han ikke længere hovedparten. Herefter udviklede situationen sig, som det så ofte er sket før. Ejerne ønskede én ting, han noget andet, og de, der besad finanserne, dikterede orkesterets melodi. Da uoverensstemmelsen blev for markant, trak Lindeberg sig i

»Det var et afsluttet kapitel, og jeg ville ikke blot vende tilbage, fordi firmaet bærer mit navn. Men jeg kunne mærke, at jeg igen nærer en passion.«

Han flyttede til New York, hvor han etablerede sig i Soho med sin daværende hustru. Deres datter Blue blev født i Mens han residerede i Soho, passerede han næsten dagligt ergs butik.

»Men jeg kiggede aldrig derind. Jeg så fremad. Sådan er jeg. Jeg interesserer mig for det nye, ikke for fortiden.«

Han fortsatte inden for beklædningsindustrien og indgik samarbejder med Jay-Z, han kreerede et tøjmærke med Justin Timberlake, og i lancerede han brandet BLK DNM - udtalt Black Denim.

»Det var tøj designet til den kvinde, jeg beundrer: En stærk kvinde. Jeg er en stærkt overbevist feminist, og beklædningen var inspireret af min ungdom i Lund, af ungdomsoprøret og den frihedstrang, som denim symboliserer for mig.«

Men efter fem år fratrådte han BLK DNM i maj . Det var på tide, at andre kræfter overtog, sagde han, da han trak sig. Han ville koncentrere sig om at fotografere, hvilket han havde påbegyndt i forbindelse med BLK DNMs kampagner, og måske at instruere film - at være kreativ på alternative måder.

Et godt stykke inde i det mest udfordrende år i hans liv, i , ringede telefonen i efteråret. Det var ergs administrerende direktør, Stefan Engström, der fremsatte et tilbud. Var han interesseret i at returnere til erg som kreativ konsulent?

»Jeg blev yderst overrasket og tænkte først WOW. Tanken havde aldrig strejfet mig selv. Det var et afsluttet kapitel, og jeg ville ikke blot vende tilbage, fordi firmaet bærer mit navn. Men jeg kunne mærke, at jeg igen nærer en passion. Jeg føler mig mere kreativ end nogensinde før. At jeg ville kunne udrette noget her. Da jeg tiltrådte hos Diesel, var mærket tyve år gammelt og etableret, den samme alder som J. Lindeberg har i dag.«

»Det er et firma, som har overvundet startvanskelighederne og er velorganiseret, så jeg kan fokusere på en fri kreativ rolle, og jeg mener, at erg besidder et fantastisk potentiale med sin kombination af sport og mode. Det kan noget unikt. Jeg har altid været forud for min tid.«

»Nu har J. Lindeberg og jeg måske genforenet os. Jeg vil især komme til at præge damelinjen. Jeg ønsker at forandre verden med mit tøj, også nu. Præcis som da jeg ville have de konservative golfspillere til at bære moderne tøj og dermed måske tænke lidt mere progressivt. Jeg vil gøre verden til et bedre sted.«

Han sidder i sofaen og griner.

»Det minder nærmest om præsterne i min familie. Jeg vil bare forbedre verden på min egen facon. Det tror jeg, at jeg nu kan. Tøj er min stemme. Det er en gave, når man opdager sin stemme, den måde, man kan udtrykke sig på. Jeg var tredive år, før det lykkedes. Men nu ved jeg, at det er det, jeg mestrer.«

Hvem han selv er, er han stadig ikke helt afklaret med.

»Man fødes uberørt, og så tilføjer man lag, jo ældre man bliver. Disse lag er jeg i gang med at fjerne. Jeg har aldrig haft et naturligt smil, fordi jeg altid har båret en maske. Men det lærte jeg i det forhold, der endte i ; jeg ved, hvad jeg igen efterstræber. Jeg søger en kvinde, jeg kan dele livet med for altid, en, der kan se mig, som jeg i virkeligheden er. En, der kan se ind bag facaden og stadig holde af mig. Det har jeg lært. Så den lille Johan har det faktisk ganske godt for tiden.«