Hvad bruges lillehjernen til

27.06.2025

Om hjernen

Hjernen rummer milliarder af nerveceller. I fællesskab styrer de tanker, følelser, adfærd og bevægelser, og behandler alle sanseindtryk, vi modtager udefra og fra kroppen selv. Dette gælder impulser som synsindtryk, lyd, smag, lugt og berøring. Kommunikationen i nervesystemet er så hurtig, at berøring af noget smertefuldt, f.eks. en varm gryde, straks fører til en reaktion i form af, at du trækker hånden væk.

Nogle signaler sendes op til hjernen for at blive bearbejdet dér, det kan for eksempel være svar på et spørgsmål.

Andre signaler fører til en reaktion, før hjernen har haft mulighed for at bearbejde indtrykket. Det sidste kalder vi en refleks. Berøring af den varme gryde er et konkret eksempel på dette.

Samspillet mellem nerveceller er kompleks, måske umuligt for os at fatte dybden af. Man ved dog blandt andet, at hjernen har delt sig ind i forskellige områder, som styrer forskellige processer. En del af hjernen har som hovedopgave at kontrollere bevægelse, andre områder kontrollerer alt lige fra dine følelser til hjertets slag.

Storhjernen - cerebrum

Hovedparten af hjernen kaldes storhjernen eller cerebrum. Man opdeler vævet i denne del af hjernen i hvid og grå substans. Grå substans er selve nervecellerne og findes i hjernebarken yderst i hjernen og i kerner dybt i hjernens midte. Den hvide substans imellem hjernens overflade (hjernebark) og kernerne i midten er nervecelleudløbere, som har en hvid fedtskede.

Hjernens overflade er foldet for at forøge overfladearealet.

Storhjernen er delt i en venstre og en højre halvdel, såkaldte hemisfærer. De to hjernehalvdele kommunikerer gennem hjernebjælken (corpus callosum). De to halvdele har lidt forskellige funktioner. For eksempel varetages sproget som regel i venstre halvdel.

Får du en skade på hjernen i den del som styrer bevægelser, får det konsekvenser for modsat halvdel af kroppen. Det vil sige, at venstre side af hjernen styrer bevægelserne på højre side og omvendt.

Hver hjernehalvdel er inddelt i fire lapper. Hver lap eller lobus, som de også kaldes, optræder i par, med et spejlbillede i modsatte hjernehalvdel.

• Frontallappen ("pandelappen") har blandt andet med adfærd og planlægning at gøre. Den bagerste del er vigtig for bevægelse og tale
• Parietallappen ("isselappen") er essentiel i bearbejdelsen af sanseindtryk og ved løsning af matematiske opgaver
• Temporallappen ("tindingelappen") sørger for bearbejdelse af høreindtryk. Området under temporallappen er vigtig for hukommelsen
• Occipitallappen ("nakkelappen") har overvejende med synet at gøre

Lillehjernen og hjernestammen

Hjernestammen er hjernens forbindelse med rygmarven og resten af kroppen. Skader her bevirker, at signalerne som modtages eller sendes ud af hjernen bliver forstyrret eller hindret, alt afhængig af skadens omfang. Hjernestammen styrer også en række livsnødvendige funktioner som hjerte, vejrtrækning og blodtryk. Hjernestammen er ligeledes vigtig i forbindelse med søvn.

Lillehjernen (cerebellum) er placeret lige bag storhjernen lige under nakkelappen. Den er vigtig for, at syns- og høreindtryk koordineres med muskler og bevægelser. Lillehjernen er også essentiel for balancen.

Hjernens beskyttelse

Hjernen er omgivet af flere lag, som beskytter den. Inderst er hjernen omgivet af tre bindevævshinder, kaldet meninges. De tre meninges er:

• Pia mater - som er inderst
• Arachnoidea mater - en spindelvævsagtig hinde med væske, der fungerer som en støddæmper i midten
• Dura mater, den kraftigste hinde, som er yderst. Får vi en betændelse her, kaldes det meningitis eller hjernehindebetændelse

Det yderste beskyttende lag, som ligger udenpå meninges, er hovedskallen.

Dybe strukturer i hjernen

"Basalganglierne" er dybt beliggende kerner, som varetager igangsættelse af bevægelser

"Det limbiske system" er en struktur i det indre af hjernen, som er vigtig for minder og følelser.

"Thalamus" er en struktur, der virker som et filter og en omfordeler af de signaler, som kommer op fra kroppen via rygmarven, og som eventuelt skal bearbejdes af hjernen. Det er bl.a. her kroppens "smerterelæ" er.

"Hypothalamus" er en lille struktur på størrelse med en ært midt i hjernen. Den er vigtig, fordi den kontrollerer flere af kroppens hormoner. Kroppens termostat, følelsen af vrede, søvn, madlyst og kønsdrift er alle påvirket af dette system.

"Hippocampus" fungerer som et kartotek. Det sørger for, at visse minder bliver lagret i forskellige dele af hjernen, for så at kunne hentes frem igen, hvis det er nødvendigt.

Det perifere nervesystem

Man inddeler nervesystemet i:

• Det centrale nervesystem, som består af hjernen, hjernestammen og rygmarven (ofte forkortet til CNS - "central nervous system")
• Det perifere nervesystem som er nerverne udenfor CNS

Det perifere nervesystem fungerer som hjernens forbindelse med kroppen. Et eksempel er, når du kører bil. Hvis bilen foran pludselig bremser, går der et signal gennem øjnene og ind til hjernen om, at bilen foran stopper. Hjernen sender da et signal ned til musklerne i foden om, at de skal strammes, så foden trykker på bremsepedalen, og din bil standser.

Signalet fra hjernen er meget hurtigt, og sørger for at sådanne handlinger kan blive udført på brøkdele af et sekund.

Hvilke funktioner har nervecellerne?

Både hjernen og det perifere nervesystem består af nerveceller (neuroner). Nervecellerne består af en cellekrop og af udløbere, som strækker sig ud fra kroppen. Udløberne deles ind i to typer:

• "Dendritterne" modtager indkommende signaler fra andre nerveceller
• "Aksoner" sender signal ud fra cellekroppen og videre til andre celler

Den måde cellerne er forbundet på gør, at de kan sende signaler fra den ene del af kroppen til den anden i løbet af brøkdele af et sekund. Det gør det muligt for hele kroppen at fungere som en koordineret enhed.

Hvordan formidler nervecellerne signaler imellem sig?

Signaler overføres mellem nervecellerne ved hjælp af elektriske impulser og små molekyler, som man kalder neurotransmittere.

Når et signal går gennem en nervecelle, medfører det, at enden af aksonerne frigør disse små molekyler. Molekylerne (neurotransmitterne) slippes ud i det lille mellemrum mellem akson og dendrit. Dendritten opfanger neurotransmitteren, hvilket udløser et nyt signal i den næste nervecelle, og processen gentages. Til sidst vil signalet blive overført til en specialiseret celle, og signalet bliver (hvis det er stærkt nok) til en handling - for eksempel en muskelsammentrækning eller frigørelse af indholdet i en kirtel.

Dette komplekse system binder hele kroppen sammen. Det sikrer, at du er i stand til at opfatte og bearbejde sanseindtryk, at gå, det styrer dine følelser. Det sørger for hjertets rytme og sørger for, at du kan kommunikere med verden omkring dig.